Hvad er processen, når jeg køber en grund efter først til mølle-princippet?

  • Send et tilbud på at købe grunden sammen med oplysninger om, hvornår du ønsker at overtage grunden. Du skal som minimum byde den pris, der står anført på hjemmesiden. Hvis der er mere end én køber, skal I begge to skrive under på købstilbuddet. 
  • Vi bekræfter dit tilbud indenfor 3 hverdage via Digital Post
  • Vi sender en købsaftale til dig ca. en måned før, du ønsker at overtage grunden, som du skal underskrive digitalt. Hvis der er mere end én køber, skal I begge to skrive under på købsaftalen. Du får en kopi af den underskrevne købsaftale
  • Sammen med købsaftalen sender vi en faktura på købesummen, som du senest skal betale på overtagelsesdatoen
  • Du skal også betale for tilslutning af vand, varme og el samt for, at vi registrerer dig som ny ejer af grunden. (0,6 % af købesummen eksklusiv moms oprundet til nærmeste 100 + 1.750 kr.)
  • I nye områder (klargjorte efter 1. januar 2022) skal du betale et beløb til den kommende grundejerforening på 5.000 kr., som vi udbetaler til grundejerforeningen, når vi overdrager foreningen til beboerne i området
  • Vi registrerer dig som ejer af grunden i et skøde. Du skal underskrive skødet digitalt. Du får besked, når skødet er klar til underskrift. Hvis der er mere end én køber, skal I begge to skrive under på skødet
  • Når skødet er underskrevet, anmelder vi det til Tinglysningsretten. Du modtager en kopi af svaret, og handlen er herefter afsluttet

Har flere budt den samme pris på den samme grund, kontakter vi dig/jer pr. telefon, og du/I får lov til at sende et nyt bud ind indenfor 3 dage. Buddet kan være det samme som i første omgang eller højere.

Oplysninger om grundene

Ved at klikke på kortet får du flere oplysninger om grundene. Fx pris, størrelse, bebyggelsesprocent m.m.

Stemmeværket og Engvandingen

I Morsbøl Søpark er der plads til forskellige familietyper og boformer. Det bliver et mangfoldigt boligområde midt i naturen, hvor fællesskaber på tværs skaber livskvalitet.

Området bliver etableret i mindre klynger af byggegrunde. Der vil også være mulighed for at opføre rækkehuse og punkthuse i op til 2 etager mod Engsøen. Det er målet, at Grindsted skal kunne tilbyde et varieret udbud af byggegrunde og flere typer af boliger, for at tilgodese flere målgrupper.

I første etape etablerer vi stamvejen Morsbøl Allé samt de to boliglommer Engvandingen og Stemmeværket. Derudover etablerer vi rekreativ natur omkring boliglommerne med stikobling til eksisterende stinet. 

Nærområdet

Arealerne omkring byggemodningerne udlægger vi som natur med højt græs og enkelte små lunde af hjemmehørende træsorter, ligesom vi graver lavninger til håndtering af regnvand.

De eksisterende læhegn bevarer vi, og det, som vi fælder, lægger vi ud som dødt ved på udvalgte steder som biodiversitetsfremmende tiltag.

Vi anlægger både stenmels- og trampestier til det eksisterende stinet, som kobler sig op på det store rekreative område omkring Engsøen i nord samt de nye skove omkring Morsbølvej.

Vi anlægger også asfalterede stier hele vejen langs Morsbøl Alle, som vi kobler på eksisterende stier mod både øst og nord.

Boliggrundene

De nye byggegrunde på Engvandingen og Stemmeværket bliver små nabofællesskaber bestående af 11 grunde i hver boliglomme. Grundene varierer i størrelse mellem 953 m2 og 1.093 m2 . Beplantningen fremhæver den præcise cirkelform, hvor enkeltstående træer markerer skel og danner en indercirkel omkring fællesarealet i midten.

I Engvandingen mod nord planter vi hvidtjørn, mens det mod syd i Stemmeværket er hæg, der plantes. Både hvidtjørnen og hægen blomstrer med sine hvid-rosa blomster, når foråret melder sin ankomst i maj-juni til glæde for såvel mennesker som fugle og insekter.

Fakta

Tilslutning til el koster 19.562,50 kr. inkl. moms
Tilskud til grundejerforeningen er på 5.000 kr.

Du skal betale for tilslutning til vand og varme direkte til GEV.
GEV har oplyst os;

  • at tilslutning til vand i 2025 koster 17.125 kr. inkl. moms.
  • at tilslutning til varme i 2025 koster 20.000 kr. inkl. moms

Vi arbejder på højtryk og er næsten færdige med at gøre området klar til, at du kan overtage din nye byggegrund. Overtagelsesdatoen kan maksimalt være 3 måneder frem i tiden. Du kan overtage grunden til den 1. eller den 15. i en måned. Vi er tidligst klar til, at du kan overtage grunden pr. 1. april 2024.

Vigtige dokumenter

Vi anbefaler, at du henter en kopi af dokumenterne ned og gemmer dem, så du altid har adgang til dem, også når udstykningen er udsolgt.  

Salgsplanen opdateres primo marts 2025 med oplysning om koter. 

Jeg ønsker at købe en grund - hvad gør jeg?

Du får brug for følgende

  • Mit ID for dig og eventuel medunderskriver
  • Oplysninger om den grund, som du/I ønsker at indgive købstilbud på

Sådan gør du

  • Vælg afgiv bud med én eller to underskrivere herunder
  • Klik på "videre" og log ind med Mit ID
  • Udfyld blanketten vedrørende den grund, som du/I ønsker at byde på
  • Afslut og gem din kvittering

Køb en grund - én underskriver

Købe en grund - to underskrivere