Beskrivelse af planstrategi 2023

Billund Kommunes planstrategi sætter retning for en langsigtet udvikling af hele kommunen, og kommunalbestyrelsen har godkendt, at en ny version nu er sendt i offentlig høring.

Udviklingsstrategien  - Fremtidens Legeplads er kommunalbestyrelsens vision om at kommunen skal være fremtidens legeplads. Billund Kommune skal være en kommune, der udvikler sig ved at være undersøgende, nysgerrig og ambitiøs og som prøver nye ting sammen med dem, der vil lege med.

Planstrategien 2023 for Billund Kommune indeholder:

  • Udviklingsstrategien – Fremtidens Legeplads
  • En oversigt over hvilke temaer, der skal revideres i Kommuneplanen. Temaerne for Kommuneplan 2025-2037 er blevet til med udgangspunkt i Kommunalbestyrelsens strategiseminar 2023 og på baggrund af forvaltningens anbefalinger.
  • Trekantområdets fælles planstrategi, som indeholder de temaer, der skal revideres i den fælles kommuneplan for Trekantområdet. Revisionstemaerne for Trekantområdets fælles kommuneplan er blevet til med udgangspunkt i Trekantområdets fælles vision 2050.

Læs udviklingsstrategien - Fremtidens Legeplads

Find den samlede planstrategi 2023 for Billund inklusiv revisionstemaer 

Offentlig høring

Forslaget til Billund Kommunes Planstrategi skal i offentlig høring i 8 uger, inden den kan vedtages endeligt. Derfor er Planstrategien i høring i perioden fra den 6. september til den 1. november 2023.

Hvordan indsendes høringssvar?

Høringssvar skal være modtaget af Billund Kommune senest den 1. november 2023, som almindelig post eller e-mail:

  • Billund Kommune
    Planafdelingen
    Jorden Rundt 1
    7200 Grindsted
    E-mail: plan@billund.dk

Afsenders navn, adresse og evt. e-mail skal anføres.

Herefter tager Kommunalbestyrelsen stilling til, om forslaget skal vedtages endeligt, eller om der skal foretages ændringer i planen, eventuelt på baggrund af indkomne indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag. Kommunalbestyrelsen kan også beslutte at lade et forslag bortfalde.

Behandling af dine personoplysninger

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder at navn, adresse og mail, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelig.

Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garanteret for navne- og adressebeskyttelsen medmindre du selv gør opmærksom på det.

Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Kommunens databeskyttelsesrådgiver

Du kan kontakte Billund Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på DPO@billund.dk. Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.