Vigtig viden ved køb af byggegrund
Der er mange ting, man skal forholde sig til, når man køber en byggegrund og bygger nyt hus. Her får du svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål.

Vigtigt at vide, når du vil købe en grund
Kan jeg reservere en grund?
Du kan ikke reservere en grund hos os. Du skal i stede for sende et købstilbud til os.
Hvornår skal jeg betale for grunden?
Du skal betale købesummen, afgifter for tilslutning til vand, varme og el m.v., tinglysningsafgift samt tilskud til grundejerforeningen senest på overtagelsesdatoen.
Vi sender et girokort via Digital Post, som du kan tage med i banken.
Betaler du ikke til tiden, opkræver vi renter og gebyr.
Hvornår ejer jeg grunden?
Overtagelsesdatoen er skæringsdato for, hvornår du overtager forpligtelserne for grunden.
Du overtager grunden i den stand, den har ved salget. Det betyder, at du også overtager ledning, installationer, hegn, træer og anden beplantning, som måtte være på grunden.
Overtagelsesdatoen kan maksimalt være 3 måneder frem i tiden. Du kan overtage grunden til den 1. eller den 15. i en måned.
Du skal betale alle omkostninger, der vedrører grunden fx ejendomsskat fra overtagelsesdatoen.
Du skal holde fortovet foran din grund fri for is og sne, og du har erstatningspligt, hvis personer falder og kommer til skade på dit is- eller sneglatte fortov.
Om sommeren kan en tom grund være et paradis for græs, ukrudt og andet grønt, der kan vokse sig meterhøjt, inden du begynder at bygge. Af hensyn til dine naboer bør du holde ukrudtet nede – også inden du bygger på grunden.
Skal jeg have en advokat?
Du behøver ikke bruge en advokat, når du køber en byggegrund hos os. Det er helt op til dig.
Hvis du ønsker at bruge en advokat, sender vi gerne købsaftale m.m. til advokaten for gennemgang.
Hvis du ikke anvender advokat, sørger vi for at tinglyse skødet.
Skal jeg betale for tilslutning af el, vand og varme?
Ud over købesummen skal du betale for tilslutning til el, vand, varme. Tilslutning til spildevand indgår i grundprisen. Nogle af disse udgifter til tilslutning har vi forudbetalt til forsyningsselskabet.
Hvis vi har forudbetalt beløbet, opkræver vi det hos dig sammen med grundprisen.
Hvis vi ikke har forudbetalt beløbet, skal du selv betale det direkte til forsyningsselskabet.
Du kan se, om vi har forudbetalt beløbet ved at klikke på grunden på kortet. Hvis der står en pris på tilslutningen, så har vi forudbetalt beløbet.
Kan jeg søge om tilladelse til at bygge, før jeg ejer grunden?
Før du kan begynde at bygge på din grund, skal du søge om tilladelse til at bygge. Du kan godt søge om tilladelsen, inden du ejer grunden.
- Send din byggetilladelse ind til os
- Vi kigger på sagen og kontakter dig måske, hvis vi mangler oplysninger
- Du kan få tilladelsen, når du har overtaget grunden og betalt for den.
Du skal søge om byggetilladelse inden for et år efter overtagelsen, og du har pligt til at begynde at bygge hus på grunden, inden der er gået to år.
Hvornår skal mit hus være bygget?
Der er tinglyst en byggepligt på grunden. Det betyder, at du, inden der er gået to år, fra du overtog grunden, skal være begyndt med dit byggeri. Byggeriet skal fortsætte kontinuerligt, til det er færdigt.
Er du ikke begyndt at bygge på grunden senest 2 år efter, at du har overtaget den, har vi mulighed for at købe grunden tilbage. Bemærk at det er en ret vi har, men ikke en pligt.
Du kan få dispensation i op til ét år, hvis du ikke er begyndt med at bygge på grunden.
Kan jeg sælge grunden videre til en anden?
Når du har bygget dit hus på grunden, kan du frit sælge grunden videre, men så længe der ikke er bygget på grunden, må du ikke sælge den videre.
Hvis du af en eller anden grund alligevel ikke kommer til at bygge på grunden, kan du spørge Kommunalbestyrelsen, om de vil købe grunden tilbage.
Kan jeg fortryde mit køb eller sælge min grund tilbage?
Fortryd dit køb
Du kan fortryde dit køb inden for 6 hverdage regnet fra den dag, hvor vi har bekræftet dit tilbud. Det koster 1 % af købesummen at fortryde købet indenfor fristen. Beløbet dækker bl.a. omkostninger til ny annoncering og omkostninger til salg af grunden på ny.
- Send en mail til os
- Fortæl hvilken grund, du ønsker at fortryde købet af
- Vi annullerer handlen og sender dig en regning på 1 % af købesummen
Jeg fortryder, at jeg har købt en grund
Sælg din grund tilbage
Når fristen er udløbet, kan du ikke længere fortryde købet. Hvis du af en eller anden grund alligevel ikke kommer til at bygge på grunden, kan du spørge Kommunalbestyrelsen, om de vil købe grunden tilbage.
- Send en mail til os
- Forklar hvorfor du ønsker at sælge grunden tilbage.
- Oplys hvilken grund, det drejer sig om
- Oplys navn, mail og telefonnummer
Kommunalbestyrelsen skal behandle din forespørgsel på et møde. Du vil få svar efter ca. 2 måneder.
Vi køber grunden tilbage til den mindste pris af følgende to alternativer:
- Den samme pris, som du har betalt for grunden
- Den pris, som en ejendomsmægler vurderer grunden til
Du betaler for, at en ejendomsmægler vurderer grunden, og du skal betale alle omkostninger for at registrere grunden tilbage til os. Er du begyndt at bygge men ikke færdig med byggeriet, overtager vi dette uden, at du får ekstra for det. Vi kan også modregne udgifter til at fjerne byggeriet igen i den pris, du skal have tilbage for grunden.
Hvad er en grundejerforening?
En grundejerforening er en forening for grundejere i et udpeget område indenfor lokalplanen. Foreningen sørger bl.a. for vedligehold af veje og grønne områder.
Vi kræver næsten altid, at I skal oprette en grundejerforening, når vi laver et nyt boligområde.
Jordbundsundersøgelser – hvad er det?
Det er en god idé at undersøge, hvor meget jorden kan bære, inden du bygger et hus ovenpå. Det kaldes at få lavet en jordbundsundersøgelse.
Vi har allerede lavet en undersøgelse af jorden i vejforløbet. Vores boringer bliver lavet på 1-3 udvalgte steder, og siger kun noget om, hvor meget jorden kan bære på lige præcis de steder. Den undersøgelse, vi har lavet for området, finder du på hjemmesiden under den enkelte udstykning
Hvis du vil lave en jordbundsundersøgelse
- Du skal selv kontakte en geotekniker eller tale med dit byggefirma om at få lavet undersøgelsen for lige præcis den grund, du ønsker at bygge på
- Du skal selv betale udgiften til at få lavet undersøgelsen
- Det er en god idé, at du først får lavet undersøgelsen, når du har bestemt dig for, hvilket hus du vil bygge, og hvor huset skal placeres på grunden
- Du må gerne få lavet undersøgelsen, inden du indsender et købstilbud. Du skal blot kontakte os på forhånd og aftale det
- Hvis forholdene i jorden betyder, at du ikke ønsker at købe grunden, skal du aflevere en kopi af jordbundsundersøgelsen til os
Hvad hvis der er ekstra omkostninger, når jeg skal lave fundament?
Vi er ikke forpligtede til at dække uforudsete meromkostninger. Vi har dog besluttet, at vi dækker uforudsete meromkostninger over 50.000 kr. inkl. moms ud fra de priser, der er dokumenterede og aftalt med sælger. Det betyder, at du selv skal betale de første 50.000 kr.
Vi anser det som uforudsete meromkostninger, hvis du opdager noget ved jordbunden og/eller i forhold til forurening, som du ikke havde mulighed for at vide, da du købte grunden, og denne opdagelse medfører ekstra omkostninger til byggeriet.
Nedenfor er listet eksempler på, hvad vi anser for normale opgaver i forbindelse med opførelse af en bolig, og som vi derfor ikke dækker ekstra udgifter til. (Listen er ikke udtømmende)
- Udskiftning af fyld, muld, moseaflejringer (tørv, gytje og lignende) fra 0-1 meter under terræn på ejendommen på tidspunktet for overtagelsesdagen
- Ekstra funderingsdybde for at imødegå gener fra udtørring af udtørringsfølsomme aflejringer
- Fundamentforstærkning (armering, betonforstærkning, jordudskiftning, forøgelse af fundamentbredde og lignende) på grund af svag eller uensartet bæreevne i aflejringer som i øvrigt betegnes som bæredygtige (sædvanligvis senglaciale eller ældre aflejringer) eller på grund af tungt byggeri, punktbelastninger eller opfyldelsen af særlige projektkrav
- Simpel vandlænsning fra udgravninger
- Omlægning af fungerende drænledninger som måtte findes i jorden, hvis en sådan omlægning er nødvendig for opretholdelse af fungerende dræn i området
- Opfyld af hensyn til skrånende terræn
Spørg din bygherre, om udgiften til eventuel ekstra fundering skyldes en af ovenstående grunde.
Hvordan får jeg refunderet uforudsete meromkostninger?
- Send en kopi af jordbundsundersøgelsen til os sammen med adressen på den grund, du har købt samt et overslag på, hvad det koster at få det udbedret
- Vi lader en bygningsingeniør gennemgå jordbundsundersøgelsen og vurderer forholdene
- Vi giver enten medhold i eller afslag på, om vi er enige i, at jordbundsundersøgelsen medfører uforudsete meromkostninger ud over 50.000 kr.
- Hvis I har fået medhold, skal I, når arbejdet er udført, sende den endelige faktura for merudgiften til os
- Vi udbetaler herefter beløbet til jer
Vigtigt at vide, når du bygger
Hvad må jeg bygge?
Der findes regler for, hvad du må bygge, og hvor stor en del af grunden, du må bygge på.
Disse regler finder du i lokalplanen for området. Der står fx, hvor stor bebyggelsesprocenten er, og om du fx må bygge i flere etager.
Du kan finde et link til lokalplanen ovenfor.
Hvor er min skelpæl?
Din grund er afgrænset med skelpæle. Det er små, korte jernpæle, der markerer hjørnerne på din grund.
Skelpælene viser, hvor din grund støder op mod din nabos grund og mod vejen, og de kan nogle gange være svære at få øje på. Derfor placeres der en markeringspind i træ sammen med skelpælen. Markeringspinden er ikke skelpælen.
Det kan være svært at finde skelpælene, især i en lidt ældre udstykning. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er væk. Skelpælene kan være blevet begravet i jord under byggeriet, men de er der oftest stadigvæk. Markeringspinden kan også være blevet flyttet af en tilfældig forbipasserende eller et barn, der har leget i området. Du kan altid se, hvor skelpælene skal være, hvis du kigger på målebladet.
Du finder et måleblad for udstykningen under vigtige dokumenter.
Hvis du mener, at en skelpæl er helt forsvundet, skal du gøre os opmærksom på det, inden du overtager grunden. Så vil vi sørge for, at pælen bliver placeret korrekt igen.
Fortæl os, at der mangler en skelpæl
Hvis du ikke gør os opmærksom på, at der mangler en skelpæl, inden du overtager grunden, skal du selv betale for at få en ny. Du kan kontakte en landinspektør, som kommer ud og sætter en ny jernpæl.
Hvad gør jeg, hvis et kabelskab, en lygtepæl eller andet står i vejen for mit byggeri?
I salgsmaterialet kan du se, hvor vi har placeret kabelskabe, brønde og lygtepæle. Det er også en god idé at se forholdene fysisk på grunden.
Hvis en brønd, et kabelskab, en lygtepæl eller fx et træ står i vejen for dit byggeri, og du ønsker at få det flyttet, skal du selv betale for det.
Hvor bred må min indkørsel være?
Du skal altid placere din indkørsel i overensstemmelse med lokalplanen for området. Vi behandler placering af din indkørsel sammen med din ansøgning om byggetilladelse.
- Du kan som køber forvente at få tilladelse til én indkørsel til grunden
- Det står i lokalplanen, hvor bred din indkørsel (overkørsel) må være
- Vi etablerer og afholder omkostningerne til én asfaltrampe, de steder, hvor vi vurderer, at det er nødvendigt
Du kan søge om at få en ekstra indkørsel. Vi vurderer, om der er noget, der taler for og/eller imod, at du kan få en ekstra indkørsel eller en bredere indkørsel.
Du betaler selv for at få forlænget asfaltrampen eller etableret en ekstra indkørsel.
Søg om at få godkendt din indkørsel
Søg om at lave din indkørsel om
Har du spørgsmål til din indkørsel, kan du altid kontakte os.
Hvad gør jeg, når jeg vil plante hæk?
Inden du planter hæk omkring huset, skal du være opmærksom på reglerne i lokalplanen og hegnsloven.
Det er desuden en god idé at gå i dialog med dine naboer, inden du begynder at plante for at undgå eventuelle efterfølgende konflikter.
Ved du ikke, hvem der har købt den tomme grund ved siden af din egen, kan du kontakte os. Vi kan herefter formidle dine kontaktoplysninger til køber af nabogrunden.
Du kan finde et link til lokalplanen ovenfor, hvor du kan læse om, hvilke regler der gælder for hegn i dit område.
Nabogrunden er tom - Kan jeg bruge den som byggeplads?
Materialerne til et hus kan fylde meget, og det kan være fristende at tage en tom nabogrund eller vejen i brug for at få plads til det hele, mens byggeriet er i gang.
Det er ikke tilladt at bruge naboens tomme grund til mursten, byggeaffald og lignende, selvom det umiddelbart ikke ser ud til at gøre nogen skade. Husk på, naboen kan også være i gang med at bygge ligesom dig.
Hvis du får behov for at sætte materialer på vejen, skal du søge om tilladelse hos os.
Jordbundsundersøgelser – hvad er det?
Det er en god idé at undersøge, hvor meget jorden kan bære, inden du bygger et hus ovenpå. Det kaldes at få lavet en jordbundsundersøgelse.
Vi har allerede lavet en undersøgelse af jorden i vejforløbet. Vores boringer bliver lavet på 1-3 udvalgte steder, og siger kun noget om, hvor meget jorden kan bære på lige præcis de steder. Den undersøgelse, vi har lavet for området, finder du på hjemmesiden under den enkelte udstykning
Hvis du vil lave en jordbundsundersøgelse
- Du skal selv kontakte en geotekniker eller tale med dit byggefirma om at få lavet undersøgelsen for lige præcis den grund, du ønsker at bygge på
- Du skal selv betale udgiften til at få lavet undersøgelsen
- Det er en god idé, at du først får lavet undersøgelsen, når du har bestemt dig for, hvilket hus du vil bygge, og hvor huset skal placeres på grunden
- Du må gerne få lavet undersøgelsen, inden du indsender et købstilbud. Du skal blot kontakte os på forhånd og aftale det
- Hvis forholdene i jorden betyder, at du ikke ønsker at købe grunden, skal du aflevere en kopi af jordbundsundersøgelsen til os
Hvad hvis der er ekstra omkostninger, når jeg skal lave fundament?
Vi er ikke forpligtede til at dække uforudsete meromkostninger. Vi har dog besluttet, at vi dækker uforudsete meromkostninger over 50.000 kr. inkl. moms ud fra de priser, der er dokumenterede og aftalt med sælger. Det betyder, at du selv skal betale de første 50.000 kr.
Vi anser det som uforudsete meromkostninger, hvis du opdager noget ved jordbunden og/eller i forhold til forurening, som du ikke havde mulighed for at vide, da du købte grunden, og denne opdagelse medfører ekstra omkostninger til byggeriet.
Nedenfor er listet eksempler på, hvad vi anser for normale opgaver i forbindelse med opførelse af en bolig, og som vi derfor ikke dækker ekstra udgifter til. (Listen er ikke udtømmende)
- Udskiftning af fyld, muld, moseaflejringer (tørv, gytje og lignende) fra 0-1 meter under terræn på ejendommen på tidspunktet for overtagelsesdagen
- Ekstra funderingsdybde for at imødegå gener fra udtørring af udtørringsfølsomme aflejringer
- Fundamentforstærkning (armering, betonforstærkning, jordudskiftning, forøgelse af fundamentbredde og lignende) på grund af svag eller uensartet bæreevne i aflejringer som i øvrigt betegnes som bæredygtige (sædvanligvis senglaciale eller ældre aflejringer) eller på grund af tungt byggeri, punktbelastninger eller opfyldelsen af særlige projektkrav
- Simpel vandlænsning fra udgravninger
- Omlægning af fungerende drænledninger som måtte findes i jorden, hvis en sådan omlægning er nødvendig for opretholdelse af fungerende dræn i området
- Opfyld af hensyn til skrånende terræn
Spørg din bygherre, om udgiften til eventuel ekstra fundering skyldes en af ovenstående grunde.
Hvordan får jeg refunderet uforudsete meromkostninger?
- Send en kopi af jordbundsundersøgelsen til os sammen med adressen på den grund, du har købt samt et overslag på, hvad det koster at få det udbedret
- Vi lader en bygningsingeniør gennemgå jordbundsundersøgelsen og vurderer forholdene
- Vi giver enten medhold i eller afslag på, om vi er enige i, at jordbundsundersøgelsen medfører uforudsete meromkostninger ud over 50.000 kr.
- Hvis I har fået medhold, skal I, når arbejdet er udført, sende den endelige faktura for merudgiften til os
- Vi udbetaler herefter beløbet til jer
Må jeg tilføre eller fjerne jord fra min grund?
Har du købt en grund med en skråning, eller ligger din grund væsentligt lavere end naboens grund, kan det være nødvendigt at fylde mere jord på eller fjerne jord.
Du skal være opmærksom på, at du ikke uden videre må fylde mere jord på eller fjerne jord fra din grund. Du kan finde reglerne i lokalplanen og i din byggetilladelse.
Hvordan får jeg drikkevand, el og varme på min grund?
Vi har sørget for, at din grund som udgangspunkt er forsynet med ledninger/rør til drikkevand, el, spildevand frem til grundgrænsen – og i de fleste tilfælde også varme.
Som grundejer skal du selv sørge for at kontakte forsyningsselskaberne, så de eksisterende ledninger og rør bliver ført videre fra tilslutningsstedet ved grundgrænsen og helt ind i dit hus. Du skal selv betale for at få ført ledningerne ind i huset. Priserne kan du få hos de enkelte forsyningsselskaber.
Får jeg tømt affald på min grund?
Vi kommer og tømmer affald på din grund, men du skal selv sørge for at tilmelde dig ordningen og bestille affaldsbeholdere.
Du er ansvarlig for, at byggeriet overholder loven.
Når byggetilladelsen er i hus, kan du gå i gang med at bygge på din nye grund.
Det er dig som grundejer, der er ansvarlig for, at byggeriet overholder byggeloven – herunder lokalplanen.
I byggeloven finder du en række regler. De kan for eksempel handle om, at du skal huske at beskytte kantstenen, mens byggeriet står på. Der er også regler for, hvor du må læsse byggematerialer af og regler for, hvordan du skal sørge for at skabe adgang for skraldebil, slukningskøretøjer og lignende.
En rådgiver kan hjælpe dig med at holde styr på alle reglerne.
Hvad gør jeg, hvis der opstår skader, mens jeg bygger?
Når arbejdet står på, sker det ind imellem, at der opstår skader på veje, fortove, grønne arealer, lygtepæle og andet inventar.
Hvis der sker en skade, sørger vi for at udbedre den – enten med det samme, eller når området er helt færdigt. Det er dig som grundejer, der skal betale omkostningerne til at udbedre skaderne, hvis du eller din entreprenør har forvoldt skaderne.
Hvad gør jeg, hvis jeg støder på et dræn under byggeriet?
På din grund kan der ligge drænrør, som hverken du eller kommunen har kendskab til.
Hvis du i forbindelse med byggeriet støder på et dræn, må du ikke fjerne det. Du skal sikre, at drænet bliver i jorden. Det kan rent praktisk ske ved, at drænet for eksempel føres uden om huset.
Du skal selv betale for at flytte på et dræn.
Er jorden forurenet?
Vi har undersøgt jorden i vores udstykninger, og vi anser den for at være ren. Det betyder, at du/din bygherre kan bortskaffe jorden som ”ren jord”. Du skal derfor ikke analysere eller anmelde flytning af jorden, inden du skaffer dig af med den.
Det vil som regel være dem, du har fået til at opføre huset, der står for at flytte jorden.
Konstaterer du – mod forventning – forurening af jorden, mens du graver på grunden, skal du straks anmelde det til os.