Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Kom til Naturens Dag for at fejre vores naturstrategi

Mød Nikolaj Kirk fra Nak og Æd, mød Katrine Bille fra Lillenørd, byg dit eget fuglehus, tag en professionel klatretur i træerne eller nyd bare den gode mad fra vores foodtruck. Det hele er gratis, og du er inviteret, når Billund Kommune lancerer sin nye Naturstrategi søndag d. 19. september ved Grindsted Engsø.

Vi har en helt unik natur her i Billund Kommune. Den skal vi passe på. Derfor lancerer Billund Kommune en ny naturstrategi for aktivt at sikre, at der bliver bedre levesteder for flora og fauna, men også at der er bedre muligheder for byens borgere og turister for at få en god naturoplevelse.

”Billund Kommune er Børnenes Hovedstad med en ambitionen om, at kommunen er et godt sted at leve for alle borgere, og et godt sted for børn at vokse op. Derudover er kommunen kendetegnet ved udflugtsmål af international målestok, som tiltrækker et flow af mennesker til hele området,” siger Per Nyhus, formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

2020 er udnævnt til internationalt Biodiversitetsår, og den 13. september er Danmarks nationale mærkedag for naturoplevelser.

”Det er ikke tilfældigt, at vi lancerer vores nye Naturstrategi netop denne dag. Vi vil gerne sende et stærkt signal om, at vi i Billund Kommune arbejder målrettet på at give vores helt unikke, egnstypiske natur gode kår – og brugerne gode muligheder for at nyde den. Naturen i Billund skal være tilgængelig for alle og byde på variation og høj kvalitet,” siger Per Nyhus.

Plads til alle

Kommunen har allerede i en årrække ladet udvalgte grøftekanter og grønne arealer stå uberørt hele sommeren for på den måde at give plads til de vilde blomster og urter, som igen giver gode rammer for flere insekter og dyr. Det forklarer Mads Navntoft Olsen, biolog i Billund Kommune, men tilføjer, at med den nye Naturstrategi for Billund Kommune får vi endnu mere af dette.

”Især i byerne har vi et fokus på at skabe nogle grønne oaser,” siger Mads Navntoft Olsen.

Men det er ikke kun dyr og planter, som den nye strategi fokuserer på. En del af strategien handler også om at åbne naturen mere op for borgere og turister i kommunen. Der skal etableres flere ruter for vandrere og cyklister og det skal synliggøres, hvordan alle kan bruge naturen mere aktivt, hvadenten det handler om motion, naturoplevelser eller familiehygge. Derfor er strategien også blevet til i samarbejde med en gruppe lokale brugere af naturen og både børn og voksne.

Fejringen af den nye strategi løber af stablen søndag den 13. september kl. 14-17 ved vestenden af Grindsted Engsø.

Alsidigt program

Programmet for dagen er således:

Kl. 14: Åbningstale ved Teknik- og Miljøudvalgets næstformand, Klara Lysjær Noer.

Kl. 14.15: Nikolaj Kirk fra Nak og Æd fortæller om sin tilgang til naturen

Kl. 15: Markedsplads: kom rundt til de mange stande og workshops, herunder byg din egen fuglekasse, prøv kræfter med professionel klatring, se Historisk Dyrskue, kom på guidet mini-ekskursion og meget andet

Kl. 16.30: Katrine Bille fra Lillenørd læser højt

Alle gældende retningslinjer for COVID19 overholdes.

Læs Billund Kommunes nye Naturstrategi