Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Læringsrapport for Dagtilbud viser fremgang i børnenes trivsel og relationer til de voksne

Stolthed i Billund Kommune over Læringsrapport nummer to i Program for læringsledelse.

På august mødet kunne politikerne i Børneudvalget i Billund Kommune konstatere, at den anden kortlægning i Program for Læringsledelse viser, at der er sket fremgang på skoleområdet.

Nu er den tilsvarende rapport på dagtilbudsområdet på vej til politisk orientering, og den indeholder anerkendelse til Billund Kommunes dagtilbud.

”Kommunen bør virkelig tage til sig, at tilbuddene til børnene gennemgående er gode, og at der udføres et godt stykke arbejde i institutionerne. ” ”Den kvalitet, som denne kortlægningsundersøgelse viser, at Billund Kommune har, er efter al sandsynlighed et udtryk for en gennemgående god pædagogisk praksis.

Sådan står det blandt i rapporten og ordene og ikke mindst de resultater man kan se i undersøgelsen glæder formanden for Børneudvalget Ann Charlotte G. Vilstrup og Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard.

- Man bliver stolt når man læser rapporten. Vi ved at der er et kæmpe fagligt engagement og hjerte blandt medarbejderne og ledere på hele området, og jeg ser læringsrapporten som et stort skulderklap til medarbejderne, men også til forældrene, som her kan se, at Dagtilbuddene i Billund Kommune både har professionalisme og hjerte, siger Ann Charlotte G. Vilstrup.
- Kortlægningen viser, at vi er på rette vej. Vi har særligt haft fokus på læringsmiljøet omkring børnene i det løbende forbedringsarbejde og ser nu en effekt af medarbejdernes og ledernes arbejde hermed. Vi ser både en effekt hos medarbejderne og ledelserne selv og ikke mindst hos børnene, og det kan vi godt være stolte af, siger Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard.

 

Læringsrapportens resultater

Kortlægningen 2017 viser fremgang på størstedelen af de kortlagte temaer samt svag tilbagegang på enkelte temaer fra T1 til T2 på kommuneniveau. Der er særlig fremgang i

1. Børnenes trivsel og relation til de voksne.

2. I kontaktpædagogernes vurdering af børnenes motoriske, sproglige og sociale færdigheder.

3. I forældrenes tilfredshed med dagtilbuddene og den information de får fra dagtilbuddene

4. I personalets samarbejde om børnene og deres samarbejde generelt samt i forhold til ledelsen af dagtilbuddene.

Samtidig er Billund Kommune en af de kommuner, der allerede ved kortlægningen T2 kan se effekter på forbedringsarbejdet i børnenes vurderinger og ikke udelukkende i medarbejdernes og ledelsens vurderinger.

Se den samlede rapport for Billund Kommunes Dagtilbud her

 

Udviklingspotentiale

Kortlægningen peger på, at der er behov for at sætte fokus på børnenes genkendelse af bogstaver og tal samt den relative store variation mellem dagtilbuddene inden for de kortlagte temaer herunder sikre at dagtilbuddene lærer af hinanden.

Indsatser fra 2015 til 2017

Fra 2015 til 2017 har alle medarbejdere gennemført et lokalt kompetenceudviklingsforløb omhandlende temaet Barn-voksen kommunikation og relation. Formålet var, at styrke barn-voksen kommunikationen og relationen. I forbindelse hermed er der bl.a. blevet arbejdet med sprogbruget i dagtilbuddene, børnenes robusthed og den voksne som rollemodel. Derudover har dagtilbuddene arbejdet med social kompetence, synliggørelse af læreplanstemaerne, børns sprogudvikling, hverdagsrutiner og børns motoriske udvikling.

Næste skridt

I vinteren og foråret 2018 har alle dagtilbud (ledelser, medarbejdere, bestyrelser, ressourcepersoner fra PPS, forvaltningen mv.) gjort sig nysgerrige på effekterne af de tiltag, der blev iværksat i forbindelse med kortlægningen i 2015, samt hvordan de bedst muligt kan støtte børnene i deres trivsel, læring, udvikling og kreativitet. Der er nu blevet udarbejdet lokale planer for, hvordan der skal arbejdes med tiltag i de enkelte dagtilbud det kommende år. For hvert tiltag følger der kompetenceudviklingsforløb for ledelser og pædagogisk personale, der bygger på data- og forskningsinformeret viden.

 

Uddrag fra den kommunale læringsrapport

”Samlet fremstår Billund Kommune som en kvalitativt god dagtilbudskommune. Der er gennemgående gode resultater indenfor de fleste vurderingsområder og af alle informantgrupper. Det store flertal af børnene trives i dagtilbuddene, og de bliver vurderet til at have gode sproglige, sociale og motoriske færdigheder. Forældrene er også gennemgående tilfredse med det dagtilbud, børnene modtager. Endvidere vurderer både personalet og ledelse samarbejdet, kompetencen og kulturen i dagtilbuddene til at være god.

Baggrund

Billund Kommune er en del af det fireårige partnerskab om udviklingsprogrammet Program for læringsledelse. Partnerskabet består af tretten kommuner hvoraf seks kommuner deltager med dagtilbudsområdet samt Aalborg Universitet. Som en del af programmet foretages der tre kortlægninger (spørgeskemaundersøgelser) i henholdsvis 2015, 2017 og 2019. Resultaterne fra kortlægningerne samles i kommunale og fælleskommunale læringsrapporter. Rapporterne viser, hvordan læringsmiljøet opleves af alle 4-5 årige børn, kontaktpædagoger, pædagoger, forældre og ledelser i Billund Kommune samt effekterne af de tiltag, der er blevet iværksat.

Se fælles rapport fra de deltagende kommuner her

 

Yderligere oplysninger hos formand for Børneudvalget: Ann Charlotte G. Vilstrup på telefon 2285 2945 eller Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard på telefon 7972 7607.