Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Enigt Byråd i Billund Kommune bag ansvarligt budget med plads til udvidelse af normering og store skolerenoveringer

Alle 25 medlemmer af byrådet i Billund Kommune er med i budgetforlig for 2019 og overslagårene. Et budget der er ansvarlig overfor kollektive aftale mellem KL og Regeringen, overfor Billund Kommunes egen økonomiske politik og samtidig et budget der indeholder plads til markante investeringer i fremtiden.

Ansvarlig økonomisk politik i årene forud gør det muligt for byrådet i Billund Kommune at vedtage et budget for 2019 og overslagårene, der giver plads til yderligere at forfølge visionen om at være Børnenes Hovedstad med styrkelse af normeringen på dagtilbudsområdet, yderligere vuggestuepladser, uddannelse samt markante anlægsinvesteringer i fremtiden på Børne-, Unge og Kulturområdet.

 

 

Normeringer øges og penge til uddannelse på Dagtilbud

 

Den seneste rapport fra Program for Læringsledelse, som Byrådet netop har fået gennemgået viser at Dagtilbudsområdet i Billund Kommune gør det flot, men Byrådet ønsker yderligere at forfølge retningen fra de seneste år budgetter med investeringer i kerneområder i visionen om Børnenes Hovedstad, og afsætter 2,2 millioner til forbedringer af normeringen i dagtilbud og vuggestuer fra 2019 og frem. På samme måde investeres i nye vuggestuepladser i Billund, uddannelse til dagplejere.

 

59 millioner til renovering af Vestre Skole og 29 millioner til igangsætning af helhedsplan i Hejnsvig

 

En helhedsplan for renovering og modernisering af Vestre Skole i Grindsted har været skudt til hjørne, da der i det oprindelig projekt manglede en række omkostningstunge poster. I det nye budgetforlig er der afsat 59.150.00, så helhedsplanen kan blive omsat i forhold til at læringsmiljø og øvrige fysiske rammer på Vestre Skole kan blive moderniseret.

 

På samme måde er der i forliget afsat midler til at gennemføre helhedsplan for Hejnsvig Skole med start i 2019 og byggeperiode i 2020 og 2021, ligesom der er taget strategiske beslutninger i forhold til, at afsætte anlægsmidler til renovering af Billund Centret i 2021-2022, etablering af ungecenter i Grindsted i 2020 og 21 samt realisering af motorik- og kampsportscenter ved Magion i 2021-2022.

 

Penge til generelt løft og konkrete initiativer på Ældre- og Handicapområdet

 

På Ældre- og Handicapområdet er der afsat en pulje på to millioner kroner under Voksenudvalget, så området kan opnå budgetbalance, og 4,13 millioner i generelt løft til Ældreområdet i forbindelse med de ti nye demensboliger, der etableres ved Billund Plejecenter.

 

Der er på voksenområdet afsat midler til blodprøvetagning på plejecentrene, øget lægedækning i nærbehandlingen, sygeplejefaglige resurser til nærbehandlingen og til at indføre decentral ledelse på køkkenerne på plejecentre    

 

Lokaletilskudsregler ændres

 

Forliget indeholder også fjernelse af 25 års reglen med 534.000 kroner til kulturområdet, der er øremærket til ændring af lokaletilskudsreglerne, så der fremover ydes 85 procent i lokaletilskud uanset alder, hvor der hidtil har mindre tilskud til +25 årige.

 

Støtte til livet i Bymidten

 

I forliget er en pulje på 1 million i 2019 og 1,2 millioner øvrige år, der skal bruges målrettet til understøtte udviklingen ”livet” i bymidterne i centerbyerne, hvor detailhandlen er presset, til at understøtte udviklingen af de store projekter på kulturområdet, herunder at afsøge fonde til Karensmindeprojektet, udvikling af ny Ungecenter med mere samt til borgervejlede, der kan fungere som brobygger mellem borgere og sagsbehandlere.

 

Grindstedforureningen

 

Region Syddanmark har afsat midler til yderligere undersøgelser til blandt andet sundhedsundersøgelse og i det hele taget fortsætter arbejdet med at kortlægger og finde løsninger i forhold til forureningen og i budgetforliget er der også midler til den øgede opgavemængde det giver i Billund Kommune.

 

Cykelstier og fortove

 

Enigheden om behovet for flere cykelstier er markant i byrådet i Billund Kommune, og der er afsat en pulje på fire millioner kroner årligt til etablering af nye cykelstier samt en millioner kroner ekstra årligt renovering af fortove.

 

Servicetjek skal give råderum til politisk råderum

 

En del af budgetforliget er en beslutning om, at der skal laves et servicetjek på alle områder med det formål at skabe et samlet økonomisk råderum på 12 millioner kroner frem mod budget 2020.

 

Politisk fodslag og glæde hele vejen rundt.

 

-  Det glæder mig meget, at hele byrådet står bag et budgetforlig, hvor vi er ansvarlige overfor de kollektive aftaler og vores egen økonomiske politik. Netop ansvarligheden i årene forud gør også at vi har fortsat kan investere markant i nye anlæg og i udvidelse af normering på dagtilbudsområdet, hvor vi i forvejen er stærke samt på ældre- og handicapområdet, siger Borgmester Ib Kristensen (V).

  

Borgmesteren suppleres af gruppeformand Peter Hjort Fredensborg, der siger

 

-   Vi glæder os mest over en bred aftale med bedre normeringer på pasningsområdet, mere støtte til foreningslivet, et løft af ældreområdet og støtte til udvikling af forretnings- og handelslivet i de 2 centerbyer. Det er på én og samme tid en stærk og meget ansvarsbevidst budgetaftale, et enigt byråd her har indgået.

 

Socialdemokraternes gruppeformand Ann Charlotte G. Vilstrup er også glad for hele forliget og trækker følgende overskrifter frem.

 

-  Vi synes, der er et tydeligt socialdemokratisk aftryk. Mange af de områder som vi tilkendegav at ville arbejde for i valgkampen, er løftet ind i budget 2019. Vi ønsker at leve op til navnet om at have Børnenes Hovedstad i vores kommune og vi ser et budget, som lægger op til, at Billund Kommune skal være familiens bedste valg.

 

Hos Dansk Folkeparti er det især forbedringer på Ældre- og Handicapområdet, men også prioriteringen af nye cykelstier og fortove, der trækkes frem.

 

- 4,13 millioner til driften af demensboliger i Billund, 2 millioner til Handicap og Psykiatri, ekstra 500.000 til vedlagsfri fysioterapi, en million ekstra til fortovsrenovering og de fire millioner til cykelstier er alt sammen noget vi er meget tilfredse med, siger Gruppeformand Per Nyhus.

  

 Borgerlisten deler glæden over forliget og den retning, der sat og glæder sig specielt over at få en borgervejlede med i budgettet.

 

-  Vi er rigtig glade for, at vi har fået indført en borgervejleder. Det er en funktion, som skal fungere som brobygger og formidler mellem borgerne og kommunen, siger Ole Marcussen fra Borgerlisten.         

 

Hos De Radikale ser gruppeformand Mads Helbo budgetforliget give klar retning i forhold til, at Billund Kommune er hjemsted for Børnenes Hovedstad.

 

 

-  Retningen, hvor budgettet forpligter os til at være hjemsted for Børnenes Hovedstad, giver mening, og så er jeg glad for, at Campus er blevet tilgodeset ved, at vi har afsat midler til et ungecenter i Musikcentralen, og at vi har fået skrevet motorik- og kampsportscenter ind i aftalen, siger Mads Søbye Helbo (R).

 

  Hos de Konservative er det også fokus på, at forliget understøtter ambitionerne om Billund Kommune som Familiens bedste valg.

  

-  Fra konservative side er vi specielt glade for kvalitetsløftet til børnepasningsområdet, herunder de penge der er afsat til at hæve normeringen. Der har vi hængt i bremsen, men nu er der sat retning, og lagt op til at vi kan forbedre normeringerne i de kommende år. Også muligheden for at hæve kompetencen hos vores dagplejere. Forældre kræver uddannet personale, og det understøtter vi med dette tiltag. Det synes jeg er et markant kvalitetsløft, og er med til at understøtte Billund Kommune, som Familiens bedste valg, siger Gruppeformand Allan Munk Nielsen.

 

Se hele forligsteksten og økonomiske oversigter her 

  

Yderligere oplysninger hos:

 

Borgmester Ib Kristensen på telefon 4054 8090

Gruppeformand hos socialdemokraterne Ann Charlotte G. Vilstrup på telefon 2285 2945

Gruppeformand hos Dansk Folkeparti, Per Nyhus på telefon 2049 0359

Gruppeformand hos Borgerlisten, Ole Marcussen på telefon 2555 7960

Gruppeformand hos Det Radikale Venstre, mads Helbo på telefon 4172 1497

Gruppeformand hos De Konservative, Allan Munk Nielsen på telefon 4020 6130