Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Budgetforlig i Billund Kommune

Bredt budgetforlig i Billund Kommune sikrer nye millioner til ældreområdet og en række andre serviceudvidelser. Og forliget udvider de i forvejen massive investeringer i børnenes læring og der afsættes 40 millioner til modernisering af Vestre Skole

Et stort flertal bestående af 24 af de 25 medlemmer af Billund Byråd indgik natten til den 15. september et budgetforlig for 2017 og overslagsårene, der fastholder Billunds Kommunes kurs som Børnenes Hovedstad med massive investeringer i Børnenes læring og deres fysiske rammer.

Det nye Budgetforlig holder kursen fra 2016, men samtidig har forligspartierne fundet muligheden for yderligere at styrke en række centrale kerne- og velfærdsområder.

Ældreområdet tilføres 19,6 millioner i budgetperioden

Det gælder især på ældreområdet, hvor der i budget 2016 blev besluttet at styrke den decentrale ledelse på Ældreområdet. Der blev dengang afsat 2 millioner ekstra til området fra 2017, og det beløb udvides nu med yderligere 2,9 millioner kroner, så Ældreområdet i alt tilføres 4,9 millioner i alt årligt.

 

Børnefamilier mærker igen effekten af Byrådets visioner 

De nuværende og kommende børnefamilier i Billund Kommune vil igen i 2017 opleve, at Byrådets visioner føres ud i livet og at Dagtilbuds- og Skoleområdet løftes. Det gælder blandt andet på Dagtilbudsområdet, hvor der i 2017 tilføres 4 millioner kroner og på skoleområdet, som tilføres yderligere 10 millioner kroner sådan som det blev besluttet i den treårige aftale i 2016.

Beløbene stiger næste år, og i alt tilføres der på dagtilbuds- og skoleområdet mere end 70 millioner kroner henover perioden. 

Det nye forlig føjer mere til. Blandt andet skal der laves et beslutningsgrundlag i forhold til en strategi for anvendelsen af IT i folkeskolen.      

 

40 millioner til Vestre Skole – næste step Hejnsvig

 

Billundskolen er blevet til- og ombygget og fremstår som en flot moderne skole i Børnenes Hovedstad. Det samme gælder Sdr. Omme Skole. Byrådet har også afsat midler til til- og ombygning af Søndre Skole i Grindsted og her tilfører budgetforliget nu yderligere 7 millioner, så en slidt klassefløj kan rives ned for at give plads til en 800 m2 ny klassefløj.

Samtidig rummer budgetforliget 40 millioner kroner til modernisering af Vestre Skole i Grindsted, mens det også er besluttet at igangsætte en helhedsplan for Hejnsvig Skole.

 

Politik for veteraner

Den 5. september markerede Byrådet traditionen tro flagdagen for veteraner med et arrangement, men forligspartierne vil mere end det, og de har besluttet, at der skal laves en veteranpolitik.

 

Landdistrikter får flere penge og mere indflydelse

 

Billund Kommune har fået en ny aktiv landdistriktspolitik. Nu har forligspartierne besluttet, at de enkelte lokalråd fremover får fordoblet deres basistilskud og at Landdistriktsrådet får udvidet deres beslutningskompetence, så de indenfor en ramme på 100.000 selv kan godkendte projekter hvor ansøgninger er indenfor kriterierne og beløb under 15.000.

 

Økonomi

Som udgangspunkt for budgetforliget anerkender forligspartierne det ansvar som Billund Kommune har i forhold til at overholde den kollektive aftale mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening. I forhold til den indgåede aftale betyder det, at parterne er opmærksomme på at det indgåede forlig betyder en overskridelse den udmeldte tekniske serviceramme. Og det betyder, at der er aftalt at genoptage forhandlingerne, hvis kommunerne under et ikke kan overholde aftalen.

 

 

Retning og rammer       

Udover det nævnte angiver det nye budgetforlig retning og rammer i forhold til en række områder. Blandt andet på Erhvervsområdet, hvor Billund ErhvervsFremme arbejder på en ny strategi. Forligspartierne har her fokus på, at sikre at Billund Kommune fortsat skal være en af Danmarks bedste erhvervskommuner.

Der er også retning og rammer i forhold til fortsat udvikling af det vigtige Fritids- og Kulturområde, på Beskæftigelsesområdet og i forhold til flygtninge.

 Se hele forliget med oversigter her  

Yderligere oplysninger

 Hos Borgmester Ib Kristensen på telefon 4054 8090, Gruppeformand hos Venstre Robert Terkelsen på telefon 2330 6054, Gruppeformand hos socialdemokraterne Gitte Ottosen på telefon 2368 0091, Gruppeformand Per Nyhus Dansk Folkeparti på telefon 2049 0359 og gruppeformand hos De Konservative Allan Munk Nielsen på telefon 4020 6130.