Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Teststation for COVID-19 åbner i Grindsted

Ny teststation for COVID-19 åbner i Grindsted fra onsdag 4. november. Man skal booke tid til test via coronaprover.dk

Fra onsdag den 4. november kan man fast blive testet for COVID-19 i Grindsted.

Her åbner Region Syddanmark således fire nye teststationer i landsdelen – og et af dem ligger i lægevagtens tidligere lokaler hos Sydvestjysk Sygehus Grindsted.

Formålet er at gøre det så nemt som muligt for danskerne at blive testet for COVID-19.

På den nye teststation kan borgere uden symptomer og borgere med milde symptomer blive testet. Testcentret er med tidsbestilling, og man booker tid til test via coronaprover.dk. Man behøver ikke en lægehenvisning. Har man stærke symptomer på COVID-19, skal man fortsat kontakte sin læge først for at få en henvisning.

Oprindeligt var det meldt ud, at stationen skulle åbne mandag den 2. november, men det blev på grund af IT-udfordringer udskudt. Nu er udfordringerne løst, og teststationen åbner onsdag den 4. november.

Åbningstider

Teststationen vil som udgangspunkt have åbent på hverdage klokken 9.00-17.00.

Der kan dog forekomme tidspunkter, hvor testpersonalet skal teste borgere andre steder i regionen, hvilket kan medføre begrænsede åbningstider. De konkrete testtider på de enkelte dage vil fremgå, når man booker tid til en test på coronaprover.dk

Teststationen i Grindsted er beliggende Vesterbrogade 9, 7200 Grindsted, indgang fra Vesterbrogade til den tidligere lægevagt. Der vil være skiltet til teststationen fra p-pladserne på Vesterbrogade samt ved indgangspartiet.

Book tid nu via coronaprover.dk