Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Ny leder vil tage Billund Idrætscenter til nye højder

Det bliver Karsten Sommer fra Billund, som fra 1. januar bliver ny leder af Billund Idrætscenter.

Billund Idrætscenter får ny leder fra den 1. januar, når Karsten Sommer starter i sin nye stilling. Karsten Sommer kommer fra en stilling som fritidskonsulent i Ikast-Brande Kommune, men han har allerede et godt kendskab til fritidslivet i Billund Kommune. Siden 2019 har han været formand for Kultur- og Fritidsrådet. Karsten har en kandidat i Politik og Administration fra Aalborg Universitet, og han er i gang med en Diplomuddannelse i Ledelse.

En af Karstens store opgaver bliver at videreudvikle Billund Idrætscenter, så det forbliver et attraktivt samlingssted i Billund.

”Karsten har et solidt netværk i Billund, og han har en passion for foreningslivet og frivilligheden. Derfor er jeg sikker på, at vi med ham i spidsen får skabt en masse liv i huset. Jeg har allerede et godt samarbejde med Karsten gennem Kultur- og Fritidsrådet, og jeg glæder mig til at byde ham velkommen som kollega i Billund Kommune,” siger Områdechef for Kultur og Fritid i Billund Kommune, Rasmus Kaufmann.

Udover at være formand for Kultur- og Fritidsrådet i Billund Kommune, er Karsten også selv aktiv i foreningslivet. Han er blandt andet formand for Coding Pirates Billund, som med leg, kreativitet og teknologi arbejder for at få flere børn til at interessere sig for teknologi og udvikling.

 

Idrætscenter i Børnenes Hovedstad

En anden vigtig opgave for Karsten bliver at motivere centerets medarbejdere til at levere den bedst mulige service for centerets mange brugere. Det er en opgave, som den kommende leder ser frem til, for han har høje ambitioner for centeret.

”Jeg ser frem til at samarbejde med de mange dygtige medarbejdere og engagerede foreninger. Det er mit mål, at vi sammen kan løfte og udvikle Billund Idrætscenter til nye højder, så vi kan spille bedre sammen med Billunds øvrige aktiviteter og tilbud, samt ikke mindst, understøtte visionen om at Billund er Børnenes Hovedstad,” siger kommende leder af Billund Idrætscenter, Karsten Sommer.

Billund Kommune er hjemsted for Børnenes Hovedstad. Det betyder blandt andet, at kommunen lader sig inspirere af børns kreative og nysgerrige tilgang. Det betyder også, at kommunens ledere og medarbejdere er begyndt at arbejde mere legende og eksperimenterende gennem begrebet ’Playful Working’.