Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Knap fire millioner kroner til bedre leg og læring: Alle dagplejere får ny uddannelse i leg

Undervisningsforløbet ’Legende tilgang’ skal klæde dagplejerne i Billund Kommune endnu bedre på til at udvikle børnene. Det kommer til at betyde mere leg for både børn og voksne.

Børn, der trives mere. Børn, der udvikler sig mere. Børn, der lærer mere. Sådan lyder nogle af målene med forløbet ’Legende tilgang’, som alle Billund Kommunes dagplejere i den kommende tid deltager i.

Hvis målene lyder bekendt, er det fordi alle pædagoger og ledere i Billund Kommune har fået diplomuddannelsen i Leg, kreativitet og læring, hvor målene er de samme. Erfaringerne herfra er gode, og derfor har dagtilbudsområdet og LEGO Fonden designet et nyt udviklingsforløb med fokus på leg og den legende tilgang.

”Børnene kommer til at opleve dagplejere, som er endnu mere med i legen og aktiviteterne. Når vi som voksne er mere med på børnenes præmisser, udvikler vi børn som er mere initiativrige, modige og føler sig værdifulde,” siger leder af dagplejen i Billund Kommune Tove Nedergaard.

Det kan for eksempel betyde, at dagplejerne går mere med i børnenes vilde lege eller på anden måde inddrager børnenes perspektiver mere i hverdagen.

Forløbet ’Legende tilgang’ er skabt med dagplejen for øje, men det bliver også tilbudt til pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter, private børnepassere og nyansatte pædagoger i både kommunale og private daginstitutioner, som ikke har diplomuddannelsen i Leg, kreativitet og læring. Første hold startede mandag den 1. november. Det er forventningen, at det sidste hold afslutter i starten af 2023.

 

Fra vision til virkelighed

Forløbet er en del af indsatsen ’Legende tilgang i dagtilbud’, som er et samarbejde med LEGO Fonden. I den forbindelse donerer LEGO Fonden knap fire millioner kroner til at indføre indsatsen.

”I LEGO Fonden ved vi, hvor afgørende de første år er for et barns udvikling, dannelse og trivsel. Vi ved også, at en pædagogik, der er præget af en legende tilgang, hjælper et barn til at trives og udvikle en bred vifte af kompetencer. Med denne bevilling er vi utrolig glade for i samarbejde med Billund Kommune at iværksætte en indsats, der er med til at styrke dagplejeres praksis i forhold til at understøtte det enkelte barns udvikling og trivsel gennem leg,” siger Kasper Ottosson Kanstrup, global programchef i LEGO Fonden.

Udover kurset til dagplejere, er der også sat penge af til en projektleder, som blandt andet skal udvikle tiltag, som giver forældrene mere viden om, hvad leg kan, og hvordan de kan bruge den legende tilgang i hjemmet.

”Med visionen Børnenes Hovedstad vil vi være det bedste sted for børn at vokse op. Her er det helt centralt, at vi har dagtilbud, som udvikler børn bedst muligt. Derfor er jeg glad for det enormt gode samarbejde med LEGO Fonden, som gang på gang gør det muligt for os at lære endnu mere om leg, så vi kan skabe endnu bedre betingelser for børnene. Jeg er stolt over, at vi nu tager næste skridt i at gøre visionen om Børnenes Hovedstad til virkelighed,” siger formand for Børneudvalget i Billund Kommune Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Visionen om Børnenes Hovedstad fylder i år 10 år. Det startede som et samarbejde mellem Billund Kommune og LEGO Fonden, men i dag er en bred kreds af organisationer, myndigheder, fonde og virksomheder sammen om den fælles vision.

 

FAKTA

  • Cirka 200 studerende deltager på kurset
  • 110 pædagoger og ledere har gennemført diplomuddannelsen ’Leg, kreativitet og læring’
  • Billund Kommunes arbejde for og med børn har betydet, at kommunen har opnået UNICEF’s anerkendelse som landets første Børnevenlige By og Kommune