Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

600 samlet til Læringskaravaner i Billund Kommune

Om dagen lærer de fra sig, men de fagprofessionelle på dagtilbuds- og skoleområdet i Billund Kommune lærer også selv. Det gør de blandt andet ved årlige læringskaravaner, som er en del af det fireårige udviklingsprogram Program for læringsledelse.

I alt har 600 ansatte fra Billund Kommune samt samarbejdspartnere har deltaget i årets karavaner.Temaet for skolernes læringskaravane var i år skole-hjem-samarbejdet, og om det virker som vi tror. Familiesociolog Maria Ørskov Akselvoll har skrevet ph.d. om skole-hjem-samarbejdet og kom med et oplæg, hvor der var mulighed for diskussion både med sidemanden og i plenum.

Matematisk opmærksomhed og leg hånd i hånd

Dagtilbudsområdet med ressourcepersoner fra PPS, forvaltning med mere holdt Læringskaravane i Sdr. Omme Multicenter og her var temaet matematisk opmærksomhed og leg.

Det var dog ikke matematik, men derimod en velkomponeret velkomst formuleret som et eventyr og præsenteret af Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard, der satte stemningen for en lære- og latterrig aften. Lisbeth Østergaards velkomst blev nemlig akkompagneret af hele salen, der i grupper rejste sig ved bestemte ord, og sandelig om ikke også der pludselig kom en kvalitetskonsulent på (kæp-)hesteryg ind på scenen.

Herefter kom matematikken på scenen i form af forsker, forfatter og foredragsholder Stig Brostrøm, der på engageret vis fortalte om, at matematik absolut ikke er forbeholdt +6-årige i folkeskolen. Tværtimod er børnene allerede i dagplejen/vuggestuen i gang med det, som senere bliver en del af matematikundervisningen. Det sker gennem leg og de voksne har alle muligheder for at stimulere legen og dermed den første matematiklæring.

 - Stigs foredrag gav en bevidsthed om, at børnene helt fra de er små er bevidste. Når de sætter ting på række, og når dagplejeren på gåturen får dem til at kigge på de firkantede fliser, er de allerede i gang med matematikken, siger dagplejepædagog Ilse Thisgaard.

Ilse Thisgaard har været med til Læringskaravanen i alle de fem år, den er holdt, og er ikke i tvivl om værdien både af karavanen men også overordnet af Program for læringsledelse.

 - I år havde vi igen en god kombination af faglighed og sjove indslag, blandt andet fra vores kollega Charlotte fra Børnenes Univers i Billund. Generelt har de fem læringskaravaner og programmet givet mig og mine kollegaer belæg for de ting vi arbejder med, og som dagplejepædagoger uden den daglige kontakt til forældrene har programmet blandt andet gennem spørgeskemaundersøgelserne givet os viden om, hvad forældrene tænker og efterspørger, siger Ilse Thisgaard.

Yderlige oplysninger hos: Skolechef Morten Kirk Jensen på telefon 79 72 76 20,  Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard på telefon 79 72 76 07 eller Kvalitetskonsulent Karina Krogh Kristensen på telefon 79 72 75 99.