Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Martin Kirstein Madsen fik ErhvervsFremmeprisen 2021

Årets ErhvervsFremmepris gik til Martin Kirstein Madsen, fabrikschef på IFF. Prisen blev uddelt, da 180 erhvervsledere var samlet til Billund Erhvervsfremmes nytårskur i Unge- og Kulturhuset i Grindsted.

ErhvervsFremmeprisen 2021 gik til Martin Kirstein Madsen, fabrikschef på IFF i Grindsted. 

Prisen blev uddelt ved den årlige nytårskur i Billund ErhvervsFremme, hvor 180 erhvervsledere fra hele Billund Kommune var samlet i Unge- og Kulturhuset i Grindsted. 

“Martin Kirstein Madsen har gennem alle år vist ekstraordinær interesse og engagement i Billund Kommune og i særdeleshed i Grindsted. Martin har stillet op i et utal af sammenhænge og aktiviteter, hvor vi har kunnet trække på hans viden, erfaring og i høj grad nydt godt af Martins engagement, som også er kommet til udtryk gennem holdninger til udviklingen i vores kommune”, lød det blandt andet i motivationen fra lokalredaktør Benny Baagø, JydskeVestkysten, som på vegne af priskomitéen overrakte prisen.

Bag prisen står Vestjysk bank, JydskeVestkysten, Billund Kommune og Billund ErhvervsFremme.

Nytårskuren blev åbnet ved formand Gitte Ottosen, Billund ErhvervsFremme, og bød på nytårstale fra borgmester Stephanie Storbank, der gav sit bud på 2022 og hendes visioner for erhvervsudviklingen i kommunen, samt en nytårshilsen fra CEO Jan Hessellund fra Billund Lufthavn. Jan Hessellund fortalte om visionerne for lufthavnen og de muligheder, der er for udviklingen i området, og hvordan to års pandemi har haft stor indflydelse på Billund Lufthavn.