Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Har du svaret på ”Hvordan har du det?”-undersøgelsen

500 borgere fra Billund Kommune er udvalgt til at deltage i den landsdækkende trivsels- og sundhedsundersøgelse ”Hvordan har du det?”. 1.320 personer har allerede svaret. Nu opfordrer Borgmester Ib Kristensen de sidste til at svare.

Er du en af de borgere, der har modtaget spørgeskemaet ”Hvordan har du det?”, og har du endnu ikke svaret? Så opfordrer Borgmester Ib Kristensen dig til at gøre det nu.

 Jo flere, der udfylder skemaet, jo bedre bliver resultaterne. En høj svarprocent baner vejen for, at vi kan sætte ind med forebyggelse og behandling de rigtige steder – ”Sammen finder vi ud af det”, udtaler Borgmester Ib Kristensen.

Indhold og formål

I spørgeskemaet bliver de udvalgte borgere spurgt til deres sundhed, trivsel og sygdom, og svarene bidrager til at give et klart billede af, hvordan borgerne har det, og hvad der gør dem syge. På den måde kan undersøgelsen bruges til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme.

På landsplan er 300.000 danskere over 16 år udvalgt til at svare på undersøgelsen. Heraf bor 57.000 i Region Syddanmark.

Svar og vind

Alle syddanskere, der besvarer spørgeskemaet, deltager i en lodtrækning om forskellige præmier. Det drejer sig blandt andet pengepræmier på op til 6.000 kroner, to iPad Mini’s, to iPhone 7 samt 40 x 2 biografbilletter.

Fakta

De fem regioner, Danske Regioner, KL, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet står bag undersøgelsen.

Læs mere om "Hvordan har du det" på www.rsyd.dk/hvordanhardudet