Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Forligspartier vil give unge billigere buskørsel

Forligspartierne bag budget 2017 i Billund Kommune ønsker omgående at iværksætte et nyt tiltag, hvor unge op til 20 år får mulighed for markant billigere transport til og fra Campus Grindsted og i øvrigt rundt i kommunen.

Forligspartierne bag budget 2017 i Billund Kommune ønsker omgående at iværksætte et nyt tiltag, hvor unge op til 20 år får mulighed for markant billigere transport til og fra Campus Grindsted og i øvrigt rundt i kommunen.

I dag rejser de unge typisk på et ungdomskort, hvor prisen er godt 360 kroner for et månedskort.

- Vi har i forligskredsen et klart ønske om, at de unge skal have optimale muligheder for at få en ungdomsuddannelse i vores kommune, og vi er hele tiden opmærksomme på hvordan vi kan forfølge det mål, siger Borgmester Ib Kristensen.

Forligspartierne, Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de Konservative har derfor været samlet og drøftet, hvordan man kan tilbyde de unge muligheden for transport til en god pris.

- Forligspartiernes oplæg er, at de unge fremover skal kunne købe et buskort til ca. 400 kroner for et helt år mod en udgift nu på op til 4.000 kroner, siger Gitte Ottosen, der er gruppeformand for Socialdemokraterne.

Glæde hos rektor og elev

Og den melding vækker glæde i Campus Grindsted og hos Rektor Gitte Vest Barkholt fra Grindsted Gymnasium.

- Det er fantastisk initiativ, som er rigtig godt for eleverne, for den kollektive trafik og i forhold til at understøtte ungdomsuddannelserne i Campus, siger Gitte Vest Barkholt, der er rektor på Grindsted Gymnasium og HF.

Og også hos eleverne er det en god fredagsnyhed at få serveret.

- Det ville da være en rigtig dejlig nyhed. Jeg har et kort der gælder tre måneder og som koster 1.042 kroner, fortæller Rebeca Mundbjerg Hansen fra Billund.

Forligspartierne er enige og har bedt administrationen om at komme med en løsning på, hvordan ordningen kan fungere.

- Vi har bedt administrationen finde ud af, hvordan ordningen rent praktisk føres ud i livet, og så får vi en sag til politisk behandling, forklarer Per Nyhus, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti.

Ordningen for de unge skal træde i kraft fra den 1. august 2017, men forligspartierne nøjes ikke med det.

- Vi har også bedt administrationen undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at tilbyde samme ordning til alle borgere i Billund Kommune. Det vil så indgå i forhandlingerne om budget 2018 og overslagsårene, siger Allan Munk Nielsen, der er gruppeformand for De Konservative.

 

Yderligere Oplysninger: Borgmester Ib Kristensen på telefon 4054 8090 Gruppeformand for Socialdemokraterne, Gitte Ottosen på telefon 2368 0091 Gruppeformand for Dansk Folkeparti Per Nyhus på telefon 2049 0359 Gruppeformand for De Konservative Allan Munk Nielsen på telefon 4020 6130 Rektor på Grindsted Gymnasium Gitte Vest Barkholt på telefon 75 32 3100