Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

40 års jubilar fejret med fortjeneste medalje

40 års tro tjeneste skal fejres og det blev det også, da Rita Habekost mandag eftermiddag den 6. marts kunne modtage Dronningens fortjenstmedalje.

Både beboer, ansatte og hovedpersonen var mødt op, da Borgmester, Ib Kristensen overrakte Dronningens fortjeneste medaljen til jubilaren Rita Habekost, som de sidste 40 år har været ansat på Billund Plejecenter.

”40 år er en milepæl og det er noget som vi gerne vil fejre her i Billund Kommune, ” sagde Borgmester Ib Kristensen i sin tale til jubilaren. Og lagde ikke skjul på, at han var meget imponeret over den indsats, som Rita har lagt i sin arbejde på plejecentret.

Ib Kristensen lagde i sin tale også vægt på, at Rita altid arbejder for borgerens bedste og formår at finde vej helt ind til den enkelte borger. En evne, som man ikke skal tage for givet.

 

Sætter pris på sit arbejde

Dagens jubilar, Rita Habekost var tydelig rørt og meget glad for medaljen.

”Det betyder da rigtig meget at modtage medaljen. Det er dejligt, at der bliver sat pris på det arbejde man gør, og jeg har nydt mine 40 år her, ” siger Rita Habekost.

 

Rita Habekost har siden 1998 arbejdet med ældre demente og det er et arbejde, som hun sætter meget stor pris på.

”Jeg brænder meget for mit arbejde og jeg nyder, at ikke to dage er ens. For mig handler det om at møde folk der, hvor de er, ” siger Rita Habekost.

 

”Medaljen er et fortjent bevis på, at Rita har ydet en flot og fortjenstfuld indsats i Billund Kommune, ” sagde Ib Kristensen og sluttede talen af, med at overrække medaljen.

Det varer heller ikke længe før turen går til København og til en audiens hos dronningen, hvor Rita Habekost takkes for sin store indsats ved Billund Kommune.

”Det glæder jeg ekstra meget til, for det er jo ikke noget, som sker hver dag, ” siger Rita Habekost.