Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Skolernes Skakdag i Lalandia var igen en succes

688 elever satte sig i fredags til skakbrættet til årets Landsfinale i Skolernes Skakdag i Lalandia.

Det blev Vestfjendsskolen i Skive der løb med sejren for andet år i træk. Men kun et point mindre end Vestfjendsskolen, kom Præstemarkskolen i Hinnerup på en 2. plads mens Virupskolen i Hjortshøj kom på en 3. plads. Vestfjendsskolen fik dermed titlen 'Årets Skakskole 2015' og børnene kunne ved dagens afslutning løfte en pokal, bygget i LEGO©, over hovederne. Vinderskolen vandt desuden et skolebesøg af Danmarks bedste skakspiller, stormester Peter Heine Nielsen, der til daglig træner verdensmesteren, norske Magnus Carlsen. Det var Billund Kommunes borgmester Ib Kristensen, som overrakte præmierne til vinderskolen.

En hyggelig dag

Dagen gik dog ikke udelukkende op i skak. Der var også arrangeret underholdning for alle de deltagende skoleelever, så dagen ville blive ekstra hyggelig. 'Store Nørd' fra DR Ultra kom forbi og viste vilde eksperimenter til børnenes store begejstring. Mad og musik var også på programmet.

Danmarksrekord

Dermed blev der i 2015 sat danmarksrekord da 688 elever fra 57 skoler mødtes til årets Landsfinale i Skolernes Skakdag – en finale, som var afslutningen på Skolernes Skakdag, hvor 28.454 elever på 226 skoler deltog i hjernegymnastikkens motionsdag under mottoet:
"Det skal være sjovt at blive klogere!". Landsfinalen arrangeres af Dansk Skoleskak og Børnenes Hovedstad, Billund i samarbejde med Skolemælk, Politiken og Spar Nord Fonden.

 Foto: Anders Rysskov.