Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

På jagt efter Playlines nye Mikado-skilte

I de kommende dage graver og banker kommunens driftsfolk, når de som led i synliggørelsen af Playlines visuelle identitet opsætter rutens nye skilte. En begivenhed som markeres med skattejagt, der inviterer byens borgere og besøgende til at gå på oplevelse på Playline.

I efteråret etablerede Billund Kommune det midlertidige mødested, Frirum, som den første nye tilføjelse på den 3,6 kilometer lange forbindelse mellem Billund og byens mange attraktioner. Nu er kommunen i fuld gang med næste fysiske manifestation af Playline. Den kommende uge skyder 14 klynger ’Mikado-skilte’ nemlig op langs Playline, som for alvor afspejler rutens visuelle identitet og forvisser brugerne om, at de er på rette - men ikke nødvendigvis korteste - vej.

Et skilt med mange formål

I udarbejdelsen af Playlines visuelle identitet, som de nye skilte spiller en vigtig rolle i levendegørelsen af, har flere forskellige behov skulle gå op i en højere enhed:

”Som borger i Billund har langt de fleste adskillige gange bevæget sig på hele eller dele af Playline. Nogle har været velvidende om at de befandt sig på Playline, mens andre ikke har kendt til rutens eksistens. Det skal skiltene gerne ændre på. For ud over at afspejle Playlines grafiske genkendelighed og adskille sig fra både trafikal og traditionel skiltning, så skal klyngerne af sorte, kvadratiske stålrør med deres orange topstykke og destinationsfarver gerne medvirke til at skabe en forståelse af, at Playline er en sammenhængende rute - et loop - i Billund,” siger Billund Kommunes projektleder på Playline, Mette Vagner Rasmussen.  

Med sin forbundne natur er der ikke nogen rigtig eller forkert vej at færdes rundt på Playline. Derfor giver de nye skilte også brugerne mulighed for se afstanden til rutens attraktioner, uanset om man går til højre eller venstre. Derudover tager skiltenes design højde for, at både forløbet af Playline samt attraktionerne på ruten vil blive udvidet over tid, når eksempelvis Butikstorvet og LEGO Campus står færdigt.

Fyrtårne med association til leg og læring

Konceptet bag Playlines nye skilte bygger på beacons - ’fyrtårne’ -, hvor skiltene fungerer som vejvisere, man kan se fra sted til sted. Akkurat ligesom fyrtårne traditionelt set har fungeret som ledestjerner for havets folk og kirketårne som advarselssystemer byer imellem. Med deres udformning og påførte farvefolie leder skiltene også tankerne hen på det sjove og krævende spil Mikado, der udfordrer både hjerne og motorik i legen med andre.

”Jeg synes projektgruppen er lykkedes med at lave en skiltning, der indfrier flere forskellige behov. Der en rigtig fin balance i, at skiltene skal skille sig ud og kendetegne Playline, mens de samtidig skal passe ind i rutens meget forskellige omgivelser, hvilket valget af design og farver sikrer. Og så er det selvfølgelig også helt afgørende, at visionen om Billund som hjemsted for Børnenes Hovedstad kan ses i den legende og lærende udformning af skiltene,” siger Klara Lyskjær Noer, som sammen med Simon Nicolajsen Jørgensen er udpeget som politiske repræsentanter for Playline.    

Brugen af pile og destinationsfarver udfordrer også brugerens evne til at afkode og lære. For det er nemlig helt bevidst, at pilens placering på skiltet flytter sig op og ned ad stolpen, jo tættere eller længere man kommer fra destinationen. – En destination hvis navn man ikke behøves kunne læse eller forstå navnet på, så længe man navigerer efter den farve, som hver enkelt attraktion på Playline har fået.

Invitation til skattejagt langs Playline

Senest onsdag næste uge er det sidste Playline-skilt sat i jorden. For her inviterer Billund Kommune nemlig til skattejagt på Playline, så flere kan blive bekendt med rutens forløb og visuelle identitet.

”Jeg glæder mig helt vildt til det foreløbigt sidste Playline-skilt og alle de mindre forbindende retningsmarkører snart er sat op. Så vil vi nemlig rigtig gerne invitere Billunds borgere og alle andre interesserede ud på ”jagt” efter de nye skilte ved at deltage i en skattejagt langs Playline. Gætter man det hemmelige kodeord, er der mulighed for at bliver en ægte ’Playliner’ og vinde flotte præmier til brug hos byens butikker og attraktioner. Og med den nuværende situation kommer det hele naturligvis til at foregå på forsvarlig vis,” siger Mette Vagner Rasmussen.  

Skattejagten finder sted fra onsdag den 20. maj til og med søndag den 28. juni. Alle interesserede kan hente et skattekort samt en -sæk med hjælperedskaber i form af Gigantsynopsen, Målinatoren og Gengivelsesøjet hos flere af Billunds specialbutikker (kig efter Playline-klistermærket i vinduet) samt læse mere om aktiviteten på www.billund.dk/playline.

Fakta om Playline-skiltene:

  • I alt 14 skilte-klynger er ved at blive opsat langs Playline. Opstillingerne varierer fra sted til sted, ligesom Mikadopinde der altid falder forskelligt.
  • De store skilte viser vej og afstand (km og gåtid), mens de små skilte (19 stk.) forbinder og markerer en retning, så brugeren ved, at han er på rette vej.
  • Hver attraktion på Playline har tilknyttet sin egen farve, så skiltene på den måde også giver mulighed for at aflæse, hvilken destination kursen er sat mod.
  • Farvefoliets størrelse og pilenes placering på det sorte stålrør bestemmes af afstanden til en destination. Jo tættere pilene på printet er på midten af røret, jo nærmere er man destinationen. Når man befinder sig ved destinationen, fylder foliet hele røret og pilen er erstattet af tegnet -o-.
  • I kontrast til de neddæmpede nuancer af grønne og blå destinationsfarver ses den genkendelige Playline-orange som et topstykke på både de store og små skilte.
  • Designet af skiltene giver fleksibilitet ift. opstilling i forskellige kontekster og kommende udvidelse af ruten og dens attraktioner.