Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Billund Kommune får ny planchef med stor erfaring i byudvikling

Anette Kold bliver 1. juli ny planchef i Billund Kommune.

Med Anette Kold får Billund Kommune fra den 1. juli en ny planchef og dermed en leder, der fuldender ledelseslaget i den nye organisationsstruktur i Teknik- og Økonomi. Planafdelingen, som omfatter Plan, Byggesag og Ejendomsskat, er en del af en ny struktur, som blev besluttet i slutningen af 2016 med henblik på at tilpasse forvaltningen til den eksplosive vækst, der sker i Billund Kommune i disse år - både i forhold til anlæg og byudvikling.

 - Anette kommer med stor erfaring i byudvikling fra en årrække i Aabenraa, og dertil kommer hun aktuelt med erfaring fra en stilling som programchef for byudvikling fra en af de vigtige samarbejdspartnere, Børnenes Hovedstad A/S, fortæller Jørgen Rye, der er direktør for Teknik- og Økonomiområdet i Billund Kommune.

 

Den nye planchef er arkitekt cand. arch. fra Arkitekthøjskolen i Aarhus, hun er ved at afslutte diplomuddannelse i ledelse og medbringer otte års erfaring fra byplanlægning og udviklingsprojekter på tværs af fagområder i Aabenraa Kommune.

 -       Anette har både uddannelsesmæssig og fagligt den helt rigtige profil. Hun har i sin tid i Børnenes Hovedstad vist, at hun mestrer overblikket i forhold til den kæmpe portefølje af projekter og planer, der er i gang og på vej i Billund. Samtidig har hun et godt kendskab til en række af de nuværende partnere og samarbejdet med dem. Dermed kan hun sammen med sine chef kolleger og medarbejderne i forvaltningen bidrage til overordnede målsætninger om en kommune i tæt dialog med erhvervsliv, borgere og foreninger, siger Jørgen Rye.

 Anette Kold glæder sig til at blive en del af den kommunale organisation og til fortsat at bidrage til udviklingen af Billund Kommune.

Alle med interesse for byudvikling ved, at der er gang i noget helt særligt i Billund og Billund Kommune i disse år. Det var det, der fik mig til at søge mod Børnenes Hovedstad. Jeg glæder mig til fortsat at være en del af det visionære udviklingsarbejde og samtidig, sammen med medarbejdere og chef kolleger i forvaltningen at bidrage til positiv fremdrift i de mange aktuelle projekter i hele kommunen, siger Anette Kold.

 

 Den nye planchef i Billund Kommune bor privat i Strandhuse i Kolding Kommune, er gift og har to børn.

 Yderligere oplysninger hos: Direktør for Teknik- og Økonomi i Billund Kommune, Jørgen Rye på telefon 7972 7240, Anette Kold på telefon 2228 7727.