Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Topmusikere tryller med tonerne

Der kommer masser af musik på skoleskemaet til efteråret, når børn og unge i Billund Kommune deltager i Musik i Tide Festival.

Hvordan swinger musikken, når den sidder lige i skabet? 5000 børn og unge i Billund Kommune vil ikke være i tvivl, når de til efteråret har oplevet en lang række topprofessionelle orkestre. I dagene 25.-27. oktober 2015 afvikles Musik i Tide Festival i et samarbejde mellem skolekoncert-organisationen LMS - Levende Musik i Skolen og Billund Kommune, og i løbet af festivaldagene vil der blive spillet over 100 koncerter for kommunens børn og unge. Festivalen har tidligere været arrangeret andre steder i landet, men som de første har Billund Kommune besluttet, at koncerterne ikke kun skal tilbydes skoleelever. Derfor vil der også være masser af musik til børn i dagtilbuddene og på ungdomsuddannelserne.

Boerns Moede Med Professionel Musik2

Billunds børn bygger

Der skal ikke blot lyttes til musik. Som noget særligt tilføjes Musik i Tide Festival en dimension mere, når omkring 4000 børn i ugen forinden deltager i forskningsprojektet Billund Builds Music. Her skal børnene tilegne sig viden om musikinstrumenter, opfinde deres egne instrumenter og lære at spille på dem. Igennem dette projekt får børnene et forhold til, hvad det vil sige at udtrykke sig musikalsk, og det gør dem endnu mere klar til at opleve de professionelle musikere. Børnene skal også selv på banen med deres hjemmelavede instrumenter gennem optrædener for hinanden, når det går løs under festivalen. Forskere vil undervejs følge børnene tæt og blandt andet evaluere effekten på deres motivation og færdigheder inden for problemløsning og kreativitet.

Musik med mening

Ifølge Kulturministeriets børne- og ungestrategier er mødet med den professionelle kunst og musik vigtigt. Her skrives der blandt andet, at kunsten og kulturen skal være en del af børns og unges liv, fra de er helt små. En af drivkræfterne bag Musik i Tide Festival, souschef Gitte Abildtrup fra LMS siger:


- Vores erfaring fra de godt tyve år, LMS har arbejdet med musik for børn og unge, viser, at mødet med den levende, professionelle musik kan give noget helt unikt ind i skolens hverdag, fortæller Gitte Abildtrup.

Hun fortæller videre, at undervisning er med til at give musikken værdi.

- Når den professionelle musikoplevelse kombineres med undervisning før eller efter koncerten, så får den en endnu dybere dimension og værdi. Derfor tilbyder LMS tværfaglige undervisningsmaterialer i kombination med alle koncerter, og både vi og vores musikere kan godt garantere, at Billund Kommunes børn og unge virkelig vil få noget ud af denne festival – både på lærings- og oplevelseskontoen, siger hun.

Et tilløbsstykke


Allerede på nuværende tidspunkt har mange kommuner tilmeldt sig festivalen, hvilket vidner om en stor bevågenhed overfor begivenheden. Kultur og Fritidschef, Rasmus Kaufmann, kommunens projektleder på festivalen, er forventningsfuld.

- Jeg glæder mig meget til, at vi får Musik i Tide Festival til Billund Kommune til efteråret. Vi har allerede været i gang med planlægningen et stykke tid, da det er en ret stor opgave at koordinere så mange koncerter og aktiviteter for alle kommunens børn og unge. Heldigvis samarbejder vi med nogle meget professionelle partnerne i LMS, så jeg forventer virkelig, at festivalen bliver en fest, slutter Rasmus Kaufmann.

Yderligere information til


Rasmus Kaufmann, Kultur og Fritidschef i Billund Kommune 7972 7601

Gitte Abildtrup, Souschef i Levende Musik i Skolen 2893 1525

 

Besøg også Musik i Tides hjemmeside

 

 

www.musikitide.dk

 

Fakta om Musik i Tide Festival

• Musik i Tide Festival er Europas største forum for professionelle skolekoncerter og afholdes af det nationale kompetencecenter LMS – Levende Musik i Skolen.


• Musik i Tide Festival bliver i 2015 afholdt i samarbejde med Billund Kommune.


• Til festivalen inviteres alle kontaktpersoner for skolekoncert-ordningen Musik i Tide, musikere, lokale skoleklasser sammen med en række nationale og internationale fagfolk, børnekulturkonsulenter og politikere.


• Udover et tætpakket musikalsk program byder festivalen også på kurser, en scene for kommende skolekoncert-orkestre samt hyggelige sammenkomster, hvor deltagerne kan få faglige inputs, pleje netværk og skabe nye kontakter.


• LMS har eksisteret siden 1992 og har siden 1996 afholdt Musik i Tide Festival hos skiftende værts-kommuner/-byer.

Tidligere værtskommuner:

1996 - Slagelse
1998 - Aalborg
2000 - Horsens
2002 - Næstved
2004 - Gentofte
2006 - Helsingør
2008 - Kolding
2010 - Skanderborg
2011 - Roskilde
2012 - Aarhus
2013 - Næstved
2014 - Aarhus
2015 – Billund