Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Billund Kulturskole runder af i den helt store stil

Der er oplevelser for alle sanser, når Kulturskolen indtager MAGION ved årets sommerafslutning.

Det er blevet til masser af toner, penselstrøg og replikker, siden sæsonen gik i gang på Billund Kulturskole. Og derfor kommer det heller ikke til at gå stille af, når der blændes op for den traditionelle afslutningsevent, som denne gang ikke er så traditionel endda.

For første gang afholdes begivenheden i MAGIONs store foyer, hvor der er god plads til flere scener og udstillinger. Derfor har Kulturskolen sammensat et helt slaraffenland af indslag, som begynder allerede, når publikum ankommer.

Her vil LEGOLAND Billund Garden spille i sine flotte nye uniformer og blæse aftenen godt i gang. Siden bydes der på et stort program med optræden på flere scener, hvor man bl.a. kan høre MUK sammen med Talentlinjen, Underholdningsorkestret med koret Vokalias, workshops og udstillinger af billedkunstafdelingens produktioner samt indslag med drama-afdelingens elever.

Fællesskab på mange måder

Selvom sæson 2013-14 ikke har budt på et stort show, er Kulturskolens ensembler alligevel i skarp form. Både Garden, MUK og Talentlinjen har været på koncertrejser til udlandet, og Underholdningsorkestret har haft travlt med optrædener mange steder i kommunen.

Derfor er Rasmus Kaufmann en særdeles tilfreds kulturskoleleder, når han ser tilbage på sæsonen.

Det er rigtig rart at tænke på, at vi har været synlige i løbet af sæsonen, siger han. Det gælder bl.a. vores gode samarbejder med kommunens skoler og Billund Kirke, men ikke mindst vores egen store Kulturskolefestival her i foråret. Vi er meget stolte af, at vi kunne præsentere hele 47 events i hele kommunen i løbet af festivalugen, hvilket i høj grad også har været med til at styrke fællesskabet indadtil på Kulturskolen.

Store planer

Der vil også summe af aktivitet på Billund Kulturskole i nye sæson. Allerede nu er forberedelserne til Kulturskolens Gallashow 2015 ved at tage fart, og der er lagt op til endnu en storstilet begivenhed. Souschef Per Weile Bak glæder sig allerede til den store dag til marts næste år.

Det bliver et fantastisk fællesprojekt at kaste sig over for os alle. Mange kan endnu huske, hvorledes det første gallashow løftede taget på Billund Idrætscenter, siger Per Weile Bak og fortsætter. - Vi kan ikke fortælle så meget om det nye show endnu. Dog er én ting sikker: Det bliver endnu større denne gang.