Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Flotte resultater fejret på Billund Kommunes skoler

Målrettet arbejde gennem flere år giver resultater på skolerne i Billund Kommune. Fredag blev en topplacering i benchmark fra Cepos markeret med rundstykker på skolerne

Tidligere i 2018 offentliggjorde Cepos en liste over undervisningseffekten (skolernes evne til at løfte eleverne fagligt) på de danske skoler i skoleåret 2016/2017. Den er suppleret af et interaktivt Danmarkskort, hvor man kan se, at Billund Kommune er nummer et i landet.

At vi i Billund Kommune, som Børnenes Hovedstad, har store ambitioner for udviklingen af vores børn og unge, er en vigtig del af vores DNA. I den sammenhæng er det naturligvis vigtigt at løfteevnen er god, og det vil fortsat være en prioritering at sikre en høj løfteevne, uagtet at også de faktiske resultater og de sociale og trivselsmæssige indsatser vægtes højt, siger Morten Kirk-Jensen, der er skolechef i Billund Kommune

 

Et flerårigt målrettet og systematiseret udviklingsarbejde i blandt andet  Program For Læringsledelse, som er baseret på datainformeret skoleudvikling, massive investeringer i læringsmiljøerne, et stærkt tværfagligt samarbejde på flere niveauer, og konstruktive udviklingsarbejder med vores samarbejdspartnere ser ud til at have båret frugt.

Det er naturligvis dejligt for et byråd at se, hvordan investeringerne i blandt andet program for Læringsledelse nu direkte kan ses i målinger, men vi er også bevidste om at resultaterne først og fremmest kommer fordi, der er ydet en kæmpeindsats fra alle personalegrupper og ledelser på vores skoler, siger Ann Charlotte G. Vilstrup, der er formand for Børneudvalget i Billund.    

Som en anerkendelse af indsatsen har Byrådet i Billund Kommune fredag den 1. juni givet rundstykker og morgenbrød til personalet på skolerne og det følges op med et glas champagne, når skolerne holder afslutning på skoleåret. 

 

Rapport følges op

Listen over resultater fra Cepos følges her i juni måned 2018 op af en rapport om, hvorfor tallene er som de er, og snart er skoleåret 2017/2018 forbi og dermed kan der måles på det.

Der er mange faktorer der spiller ind i beregningen af løfteevnen, men uagtet at disse mange forhold også kan indeholde flygtige faktorer, vil vi i Billund Kommune have en vedvarende ambition om et stærkt fagligt fokus, der sikrer de allerbedste muligheder for de unges fortsatte uddannelse, siger Morten Kirk Jensen.