Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Børn udforskede kommende børnehave med 3D briller

Børnene i børnehaven på Sydtoften 4 fik lov til at se deres kommende børnehave, Børnenes Univers Grindsted Syd, gennem 3D-briller.

Nogle var ivrige, mens andre mere forsigtige, da brillerne kom på og børnene kunne tage de første skridt i deres fremtidige børnehave. Børnene kunne gå rundt i det, som engang skal blive et opholdsrum og begejstringen for den nye børnehave var stor.  

Via en app kunne børnene gå rundt i de endnu ikke færdigbyggede bygninger og opleve, hvordan det færdige resultat vil se ud.

Initiativet er taget af de ansatte i børnehaven, med et ønske om, at børnene er en del af byggeriet hele vejen igennem. Britta Rask er Dagtilbudsleder i Børnenes Univers Grindsted Syd og hun er meget glad for den oplevelse børnene får.

 

”De oplever en masse nyt og de er så begejstrede for at få lov til at være med, ” siger Britta Rask

 

Fokus på børneinddragelse

Mona Frederiksen er projektleder på byggeriet af det nye børneunivers, og hun fortæller, at arrangementet med 3D-briller er en del af et digitalt projekt.

 

”Alle tegninger af bygningen er lavet i 3D, så både børn og håndværkere kan bevæge sig rundt inde i de kommende bygninger, ” siger Mona Frederiksen

 

Børnene var også med, da man begyndte at grave ud til de nye bygninger, og de skal også være med, når der skal mures, lægges rør og males. De får lov til at røre ved tingene og til at se, hvordan et byggeri fungerer.

 

”De håndværkere som arbejder med byggeriet sætter timer af til pædagogisk aktivitet med børnene, som dermed bliver en aktiv del af byggeriet, ” siger Mona Frederiksen

 

Mona Frederiksen kan godt mærke på børnene, at de er glade for at være med til byggeriet.

 

”De kommer og siger, at det er dem, som har bygget børnehaven, og det giver dem jo noget ejerskab, som er meget vigtigt, ” siger Mona Frederiksen