Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Grindsted igen vært for stort cykelevent – denne gang UCI Gran Fondo 2018

I 2017 var Grindsted Cykelmotion, i samarbejde med Vejen BC og Billund Kommune, vært for DM Ugen i Cykling i og omkring Grindsted By, og igen i 2018 kommer der et stort cykelevent til Grindsted og Billund Kommune.

"Som vi sagde sidste år, gik vi efter et flerårigt samarbejde omkring store cykelevents i Billund Kommune, og nu er vi altså klar med endnu årets begivenhed, som er det internationale motionsløb Gran Fondo med forventet over 1.000 deltagere. Dertil kommer en afdeling af Post Cup med den danske elite både ungdom og senior", fortæller Borgmester Ib Kristensen.

Gran Fondo køres i weekenden den 23. og 24. juni 2018, og tilmeldingen til løbet begynder den 15. januar.

DM Ugen sidste år bød på trafikale problemer om torsdagen, hvor der var enkeltstart, men rent sportsligt forløb mesterskaberne perfekt, og de danske stjerner var begejstrede for de lukkede ruter, som var en del af DM. Danmarks Cykle Union (DCU) var da heller ikke i tvivl om, at man gerne ville til Grindsted igen.

"DM Ugen var et stort arrangement, men Grindsted Cykelmotion viste, at de kunne løse opgaven som arrangør, og samarbejdet med Billund Kommune var rigtig godt, så vi glæder os til igen at komme til Grindsted, og selv om Gran Fondo er noget helt andet end DM Ugen, så kan byen og hele kommunen godt glæde sig til en stor cykelbegivenhed", fortæller Jens Kasler, der er eventmanager i DCU.

Hos Grindsted Cykelmotion glæder man sig til endnu en gang at sætte Grindsted og Billund Kommune på landkortet som cykelby.

"Gran Fondo minder om Sydbank Stjerne Tour De Grindsted, som vi kører for 26. gang den 5. maj i år, og en del af ruten er da også den samme med udfordringer ude omkring Blue Horse og Tørskind, men derudover er Gran Fondo et internationalt løb med deltagere fra mange lande og samtidig får vi så en afdeling af Post Cup, så det bliver en stor cykelweekend", siger Keld Bøgh, der er en del af arrangørgruppen hos Grindsted Cykelmotion (GCM).

I forhold til DM Ugen køres Gran Fondo udelukkende lørdag og søndag, derudover er der lavet ruteændringer for at imødegå de trafikale udfordringer, og endelig er det kun enkeltstarten, der køres på lukket rute.

"DM Ugen var stor, og alene den direkte TV-transmission af søndagens løb gav en fantastisk præsentation af vores område, og vi har fået megen ros for arrangementet. Men der var også forståelig kritik, som især omhandlede torsdagen. Den har vi lyttet til, og vi har lavet ruteændringer, og der er budget til tidligere og mere information, men selvfølgelig vil man stadig mærke, at der køres cykelløb, men også at der er fest, stemning og mange mennesker i vores byer", siger Borgmester Ib Kristensen.

Og der er lagt op stemning og fest, ikke alene i Grindsted, men også i Hejnsvig, Vorbasse, Filskov og Sdr. Omme, der alle får besøg af rytterne.

"Fra kommunens side vil vi gerne være med til at præsentere så mange af vores byer som muligt og samtidig give foreninger og lokalråd mulighed for at skabe fest i deres by, så UCI Gran Fondo både kan blive et godt cykelløb og en byfest", siger Ib Kristensen.

Af hensyn til turismen kommer Gran Fondo ikke gennem Billund, men Billund kan igen i 2018 se frem til Internationale Børnekulturdage, og derudover er der også en sportsevent på vej til byen i starten af juni.  

Ruterne til Gran Fondo er lavet, men de skal godkendes af politi, vejdirektorat og myndighederne i Billund og Vejle Kommune, så der kan ske ændringer.

Læs mere om cykeleventet UCI Grand Fondo Denmark 2018 her.