Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Det skal være sjovt at blive klogere

Igen i år afholdes der landet rundt Skolernes Skakdag, og også i Billund Kommune deltager fire skoler, herunder Lynghedeskolen i Grindsted. Her benyttes anledningen til at træne de strategiske evner og give motion til hjernen.

Computeren er slukket, tavlen er visket ren, og i stedet er eleverne samlet omkring et skakbræt, hvor en sejrsjubel kan høres midt i samlingen af ellers koncentrerede elever. I år afholdes Skolernes Skakdag igen lige inden vinterferien, hvor hele 302 skoler og 51.855 elever landet over deltager. På Lynghedeskolen i Grindsted deltager omkring 300 elever fra 0-6. klasse i en dag fyldt med motion for hjernen som en god afslutning inden ferien.

Eleverne styrkes gennem faste rammer

Dagens motto er, at det skal være sjovt at blive klogere. Derfor spilles der også i alt lige fra lyn- til Fortniteskak, hvor eleverne samtidig trænes i strategi og taktik. På Lynghedeskolen kan de også mærke, hvordan eleverne får et godt udbytte af en dag, hvor al koncentration er vendt mod et bræt.

”En dag som i dag handler det ikke om at være den fagligt stærkeste eller sejeste. Det er kun brættet, der tæller, og vi ser derfor, at det er andre elever, som har sine styrker her, og som brillerer i de faste rammer,” fortæller Lynghedeskolens skakdagsansvarlig, underviser Gitte Madsen. 

Fra både lærere og elever udtrykkes der begejstring, hvor Mille Jørgensen er en af de elever som har set frem til Skolernes Skakdag. Her er det stafetskak, som er en klar favorit, fordi man skal løbe. Landsfinalen i Skolernes Skakdag afholdes i Kolding torsdag den 19. marts. Her træner Mille sammen med vennerne til at komme med på skolens hold til landsfinalen.

”Jeg kan godt lide at vinde, så derfor synes jeg, det er sjovt,” fortæller Mille

Reglerne vendes på hovedet

I de forskellige former for skak vendes reglerne på hovedet, så eleverne hele tiden udfordres på ny, og hvor ingen føler sig dårlige. Det handler om at kunne gøre sit bedste, og spillene er derfor også sat til kun at vare 12 minutter, så de fleste spil når ikke at blive afsluttet.

To gange om ugen afholdes der frikvatersskak, hvor alle skolens børn kan mødes og træne deres skakevner. Det er også herfra at holdet til landsfinalerne findes. 

”Til landsfinalen kan alle ikke komme med, og derfor er det også kun de elever, som virkelig vil skakspillet og træner i det, der bliver udvalgt. Dermed sikrer vi også, at eleverne der kommer til landsfinalerne ikke oplever ene nederlag,” afslutter Gitte Madsen.

Nu håber Gitte Madsen, at mødet med skak vil inspirere endnu flere til at mødes i frikvartererne efter ferien og udfordre hinanden på tværs af alle aldre.