Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Regionen og Kommune inviterer til Infomøde om Forureningen

Region Syddanmark og Billund Kommune enige: Staten må på banen, hvis der skal ryddes op efter forureningen i Grindsted.

Fredag over middag blev første møde i en ny politisk følgegruppe omkring forureningen i Grindsted afholdt på rådhuset i Grindsted.

 Region Syddanmark og Billund Kommune ønsker at sikre trygheden for borgerne i Grindsted efter ny viden om, at 100 kg af det kræftfremkaldende stof vinylklorid hvert år siver ud i Grindsted Å.

- De nye oplysninger om forureningen er bekymrende. Når der kommer ny viden om sådan en stor forurening, så skaber det naturligt utryghed hos borgerne, og det understreger behovet for at have fokus på forureningen og hele tiden forsøge at få afklaret, hvad der kan gøres, for at vi får håndteret forureningen i Grindsted, siger borgmester Ib Kristensen (V).


Han understreger vigtigheden af et fortsat tæt samarbejde mellem kommunen og regionen i forhold til at sikre, at borgerne til enhver tid er velinformeret om forureningssituationen.

Infomøde hvor forureningen er

Det ønske bakkes op af Region Syddanmark, og regionen og Billund Kommune er også enige om, at invitere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og de lokalt valgte folketingsmedlemmer til en besigtigelsestur til de forurenede områder i Grindsted, så han og Folketinget kan få et opdateret billede af forureningssituationen i byen. Derudover inviterer Region Syddanmark og Billund Kommune snarest borgerne til et informationsarrangement, der vil blive afholdt, hvor forureningen er.



- Forureningen i Grindsted er ikke nogen ny opgave. Vi har moniteret og undersøgt forureningen løbende for at sikre, at borgerne kan færdes trygt i byen. Men forureningen i Grindsted er en samfundsopgave af en type, som vi slet ikke har penge nok til. Så vi må have staten på banen, hvis der på et tidspunkt skal ryddes op, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.



Region Syddanmark er i øjeblikket i gang med at teste nye oprensningsmetoder af Grindstedsværkets forurening i Kærgård Klitplantage, som forhåbentlig kan bruges til at fjerne forureningen i byen, der kompliceres af, at der bor mange mennesker, og at grundvandsforureningen løber under en stor del af byen. 

Prisen for oprydning er vurderet til at koste et større trecifret millionbeløb. En oprydning vil kræve yderligere undersøgelser og metodeudvikling.

Region Syddanmark har foreløbig brugt 13 millioner kroner og syv årsværk i arbejdet med at håndtere forureningen efter Grindstedværket i Grindsted by.


Siden offentliggørelsen af de massive fund af vinylklorid i Grindsted Å har mange borgere udtrykt deres bekymringer i læserbreve og på sociale medier. En bekymring som deles af Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark:

 

- Det er endnu et tragisk eksempel på, hvor vidtrækkende konsekvenser, det har, når vi ikke passer på vores natur. Vi har adskillige af disse generationsforureninger i Region Syddanmark, som vi ikke kan tillade os at efterlade til kommende generationer. Forureninger, det vil koste milliarder af kroner at rydde op, siger han og fortsætter:

 

- I alt har vi over 9.000 grunde, hvor der er mistanke om forurening, og mindst 50 af dem er så store, at de hver især vil koste over 10 millioner kroner at håndtere. Det er med til at understrege, at de 20-30 millioner kroner, som regionen årligt har til oprensninger, slet ikke rækker til, at vi kan løfte en forureningsoprensning af Grindstedværkets størrelse alene.

 

På fredagens møde var Region Syddanmark repræsenteret ved regionsrådsformand Stephanie Lose og formand for Miljøudvalget Jørn Lehmann Petersen. Fra Billund Kommune deltog borgmester Ib Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget Per Nyhus.


Oplysninger om forureningen i Grindsted og alle rapporter og undersøgelser er tilgængelige på Region Syddanmarks hjemmeside, ligesom der løbende vil blive informeret via Billund Kommunes hjemmeside. Her vil man også kunne finde information om det kommende arrangement med borgerne.

 

Yderligere oplysninger:
Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), tlf. 25 33 09 82

Borgmester i Billund Kommune, Ib Kristensen (V), tlf.40 54 80 90
Formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, Jørn Lehmann Petersen (S), 40 40 58 33