Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Børn fra Billund Kommune var museumsdesignere for en dag

Planlægningen af et samlet Museumscenter ved Karensminde i Grindsted fortsætter. Senest har en gruppe børn hjulpet arkitektfirma med idéer til indhold i det nye Museumscenter

På en workshop i kaffestuen legede børn og arkitekter med idéer til det nye museumscenter, som skal samle museumsaktiviteterne i Billund Kommune ved Museumsgården Karensminde ved Grindsted.

14 børn og unge fra Vorbasse skole og Lynghedeskolen var samlet og gav arkitekterne fra tegnestuen Norrøn gode idéer til det fremtidige museumscenter. De kreative tanker kom i spil, idet børnene med LEGO-klodser skulle bygge og fortælle om et godt minde samt bygge dyr og på den måde definere begrebet ”andelsbevægelse” gennem leg.

Børnenes input gav arkitekterne mange idéer at tage med i deres overvejelser.

- Vi har arbejdet med borgerinddragelse før, men aldrig med børn, så det har bestemt været en spændende, men også sjov udfordring, siger Poul Høilund fra tegnestuen Norrøn. ”Det overraskede mig, at børnenes viden og engagement ikke var aldersbetonet, som jeg havde forventet, i forhold til de forskellige aktiviteter i workshoppen," tilføjer hans kollega Jacob Bredahl.

Jacob Bredahl holdte senere på dagen holdt et oplæg for projektgruppen bag det nye byggeri, hvor han tog udgangspunkt i børnenes input.

Det var meget individuelt, hvad børnene opfattede som en god oplevelse, så derfor er udfordringen at skabe noget og finde nogle fortællinger, som både børn og voksne kan forholde sig til.

Børnene syntes også, det havde været en god dag, og var glade for at blive taget med på råd.

 - Hvis man vil lave noget som får børn til at komme, er man nødt til at lave noget, som vi synes er spændende og interessant, siger Amalie på 12.
- Det skal være spændende for øjnene, og så må der gerne være aktiviteter, tilføjer Jakob.

 

Besøgte Moesgaard Museum

Tidligere på året, havde Billund Kommunes Museer inviteret de samme børn, deres forældre og bedsteforældre på en inspirationstur til Moesgaard Museum, hvor museets medarbejdere kunne observere, hvilke elementer af udstillingerne, børnene syntes var de bedste.

- Vi er glade for, at arkitekterne har fået mulighed for at samarbejde med den samme gruppe børn til denne workshop, som er blevet er blevet til på baggrund af vores observationer fra Moesgaard Museum. Derved har de i dag haft mulighed for at blive endnu klogere på børns opfattelse af den gode oplevelse, siger projektleder Mai Kofoed Lauritsen.

Gennem workshoppen har arkitekterne omdannet børnenes tanker og idéer til nøgleord, som skal bruges i forhold til at definere indholdet og aktiviteterne i det nye museumscenter ved Karensminde.

Baggrund:

Det er blevet besluttet, at alle museumsaktiviteter skal samles i et museumscenter ved museumsgården Karensminde.

Ambitionerne er store for det nye museumscenter, som kommer til at indeholde de fastsatte temaområder; nyere tids landbrugshistorie, industrihistorie og turismehistorie. Derudover har museet en omfattende samling af genstande fra besættelsestiden, som også skal indgå i det nye museumscenter Disse temaområder vil blive præsenteret for gæsterne via de nyeste formidlingsgreb. Det er ønsket, at gæsterne på det nye museumscenter og museumsgården Karensminde skal gå derfra med en oplevelse, ny viden og større forståelse for lokalområdet.

 

For yderligere info, kontakt projektleder Mai Kofoed Lauritsen på telefonnummer 79 72 74 93.