Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Hvordan har du det? - Det vil vi rigtig gerne vide!

"Hvordan har du det?" Det spørgsmål er 2.500 borgere i Billund Kommune blevet udvalgt til at svare på i Danmarks største undersøgelse om borgernes trivsel og sundhed. Borgmester Ib Kristensen opfordrer alle til at tjekke, om de er udvalgt til at deltage.

Måske er du en af de 2.500 tilfældigt udvalgte borgere i Billund Kommune, som i disse dage modtager et skema med spørgsmål om blandt andet motion, madvaner og trivsel i din e-Boks eller per brev, hvis du ikke har en digital postkasse.

Billund Kommune deltager igen i år i den landsdækkende undersøgelse af danskernes sundhed: ”Hvordan har du det?”.

Alene i Region Syddanmark er cirka 57.000 borgere udvalgt til at deltage i undersøgelsen, og på landsplan vil cirka 300.000 danskere over 16 år modtage spørgeskemaet.

Godt overblik over borgernes helbred og trivsel

Det er tredje gang undersøgelsen gennemføres, og svarene giver et indblik i, hvordan borgernes trivsel, sundhed og sygdom har udviklet sig fra 2010 til 2017 - både på landsplan og i de enkelte regioner og kommuner.

Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme. Samtidig sætter svarene fokus på danskernes sundhed og trivsel. For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.

- Vi har brug for at få så mange svar som muligt for at få det bedste billede af borgernes sundhed. Jo flere der udfylder skemaet, desto bedre bliver resultatet. For eksempel førte seneste undersøgelse til, at vi i forbindelse med Sundhedspolitikken har fokus på mad og måltider, mental sundhed og bevægelse her i kommunen, siger borgmester Ib Kristensen.

Derfor er svarene vigtige

Mange af de sygdomme og lidelser, som danskerne døjer med i dag – for eksempel diabetes 2, KOL og stress – kan forebygges, hvis der gribes tidligere ind. Det er lidelser, som griber voldsomt ind i hverdagen for dem, der bliver ramt. Og lidelser, som koster samfundet mange penge.

Ved at besvare spørgeskemaet kan du være med til at sætte fokus på de sundhedsemner, der har betydning for din sundhed. Både region og kommuner bruger resultaterne fra undersøgelsen til at gøre deres sundhedstilbud bedre.

- Hvert eneste svar er vigtigt, fordi det bidrager til at give et klart billede af, hvordan borgerne har det, og hvad der gør dem syge. Det giver os et godt udgangspunkt for at sætte ind, der hvor behovet er størst, så vi på længere sigt kan øge livskvaliteten for alle syddanskere, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

De fem regioner, Danske Regioner, KL, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet står bag undersøgelsen.

Læs mere om Sundhedsprofilen 2017 i Billund Kommune her

Læs mere om undersøgelsen på www.rsyd.dk/hvordanhardudet