Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Festligt rejsegilde på nyt rådhus

Omkring 170 medarbejdere, håndværkere og politikere var tirsdag den 25. februar samlet til rejsegilde på Til- og ombygningen af rådhuset i Grindsted.

Små seks måneder efter første spadestik på til- og ombygningen af rådhuset på Jorden Rundt 1 i Grindsted, var der tirsdag den 25. februar rejsegilde på den nye tre etagers bygning, der står færdig til indflytning af medarbejdere efter sommerferien.

Omkring 170 håndværkere og arkitekter, medarbejdere, byrådsmedlemmer deltog i rejsegildet i sol og 12,5 graders varme, og blev behørigt trakteret med pølser og hvad der ellers hører sig til ved et rejsegilde.

- Rejsegildet er en fest for håndværkerne, der på bedste vis har formået at holde en ellers stram tidsplan indtil nu, men det er også en fest for medarbejderne, der i dag kan komme rundt og begynde at få et indtryk af den bygning, hvor de fremover får arbejdsplads, siger Borgmester Ib Kristensen.

Det er Årstiderne Arkitekter A/S og Grontmij, der i januar 2013 vandt arkitektkonkurrencen om at til- og ombygningen, der samler administrationen i Billund Kommune på et samlet rådhus på Jorden Rundt 1 i Grindsted.

- Bygningen er endnu rå, men allerede når man kommer i det som bliver foyeren får man et indtryk af, hvordan vi får en bygning, der byder en velkommen, på samme måde kan man få et indtryk af, hvordan de store vinduespartier sikrer dagslyset i den nye bygning, siger Ib Kristensen.

Fakta:

Til- og ombygningen af rådhuset på Jorden Rundt 1 i Grindsted blev besluttet af Byrådet i Billund Kommune den 21. august 2012, og den 29. 01.2013 blev der givet en anlægsbevilling på i alt 81.980.000 kroner til projektet, der omfatter nybyggeri af 4.000 kvadratmeter i tre plan, renovering af den nuværende hovedbygning samt til- og ombygning af kantine, p-pladser og renovering af forpladsen.

Det er K.G. Hansen & Sønner A/S med hovedsæde i Grindsted, der er hovedentreprenør på byggeriet.

Byggeriet blev indledt med 1. spadestik den 3. september 2013. Den nye bygning står klar til medarbejderne efter sommerferien og så går renoveringen af den nuværende hovedbygning i gang. Det forventes at alle medarbejdere er på plads i det nye rådhus i foråret 2015. I alt vil omkring 230-250 medarbejdere fra administrationen i Billund Kommune få deres daglige arbejdsplads på det nye rådhus.

Historien bag

Det tidligere rådhus i Billund er lige nu ved at blive omdannet til LEGO House.

- Det er jo en del af historien, at vi kunne sælge rådhuset i Billund til at fantastisk formål som LEGO House og dermed være med til yderligere at udbygge Billund som en af Nordeuropas bedste turistdestinationer samtidig med at vi får mulighed for at samle hele administrationen på et rådhus, hvilket giver en lang række fordele, siger Ib Kristensen.

Når rådhusbyggeriet er færdigt vil der blive holdt åbent hus, så borgerne kan få et opleve det nye rådhus udefra og indefra.

Yderligere oplysninger: Borgmester Ib Kristensen: Tlf.: 79 72 72 07