Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Nu åbner billetsalget til Sports- og Kulturgalla

Fra mandag den 2. august kan man sikre sig en billet til årets hyldest til kultur- og fritidslivet. Festen er i år i MAGION.

Hvis man savner fest, hyldest og dejlig stemning er der godt nyt. Billetsalget til Sports- og Kulturgalla åbner mandag den 2. august, og alle har mulighed for at være en del af den store hyldest, som løber af stablen onsdag den 25. august i MAGION. Dørene åbner klokken 17:30, og showet foregår fra 18:00-21:00.

Sports- og Kulturgalla er Billund Kommunes hyldest til kultur- og fritidslivet. Årets indsatser bliver fejret med både teateroplevelser, musik og gymnastik. Selvom man ikke er modtager af en hædersbevisning, nomineret eller ledsager, har man alligevel mulighed for at deltage i den festlige aften. Billetprisen er 100 kroner plus gebyr, og for det får man udover underholdning og prisuddelinger også en let anretning og én genstand.

”Jeg glæder mig enormt meget til at hylde alle de imponerende indsatser, dygtige ildsjæle har formået at udføre – og så endda under en pandemi. De fortjener i den grad hyldest med god underholdning, lækker mad og priser,” siger borgmester Ib Kristensen, som uddeler priserne sammen med Udvalgsformand for Unge og Kulturudvalget Stephanie Storbank.

Sidste år måtte vinderne modtage priserne digitalt, men sådan bliver det ikke i år.

Prisvindere

Man har i foråret kunne indstille kandidater til priserne, og efterfølgende har Kultur- og Fritidsrådet valgt vinderne, som bliver afsløret på aftenen den 25. august.

På aftenen uddeles fem priser samt æresprisen til en person, der har ydet en fortjenstfuld bedrift eller indsats inden for sportens eller kulturens verden. De øvrige priser er:

  • Årets Hold
  • Årets Leder/Træner
  • Årets Kulturtalent
  • Årets Idrætstalent
  • Årets Kulturpris

Der er som altid hædersbevisninger til både unge under 18 og udøvere over 18, der har opnået ekstraordinære toppræstationer ved DIF-godkendte mesterskaber eller tilsvarende, eller som fortjener en hædersbevisning for sin præstation inden for kulturområdet eller fritidslivet.

Alle gældende retningslinjer i forhold til COVID-19 vil blive overholdt på aftenen. Man kan bestille sin billet frem til 17. august på billund.dk/billet-sportsogkulturgalla