Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Fokus på fællesskab i kommunens ungeliv

Ungdomsskolen øger aktivitetsniveauet med adskillige nye tiltag.

Forrygende fællesskab og indhold med kvalitet. Sådan er målsætningen på Ungdomsskolen, hvor man netop nu er i gang med med planlægningen af den kommende sæsons aktiviteter.

Mange nye tilbud på tegnebrættet, og kommunens unge kan godt glæde sig. De første fag vil i løbet af maj blive lagt ud på Ungdomsskolens hjemmeside, hvor de unge bl.a. vil kunne finde et manga-kursus, Masterchef-madkurser, motorlære og markræs, kurser i øget selvværd, friluftsliv, dannelsesrejser, parkour og meget mere.

Nogle af sæsonens tilbud vil blive samlet i mere kompakte forløb for derved at styrke fællesskabet blandt deltagerne og underviserne.

 

Betydningsfulde unge – og voksne

Billund Ungdoms- og Kulturskole har netop ansat Agnes Østergaard som ny teamleder for Ungdomsskolen, og hun håber at kunne skabe en god synergieffekt mellem Ungdoms- og Kulturskolens afdelinger og bringe institutionens forskellige styrkesider i spil.

 

"Overalt i Ungdoms-og Kulturskolen vil vi gerne være betydningsfulde, tydelige og synlige voksne i relationen til de unge," siger Agnes Østergaard.

 

"I min endnu korte tid i jobbet har jeg allerede haft mange hjertevarme oplevelser med de unge, og lige nu sætter vi fokus på endnu mere liv i ungdomsklubberne," siger hun.

 

Første bevis på en intensivering af aktivitetsniveauet er længere sæsonåbent i kommunens fem ungdomsklubber. De unge er velkomne i alle klubberne, og en samlet oversigt med åbningstider og særlige aktivitetstilbud kan ses på Ungdomsskolens hjemmeside og på Facebook.

 

Særlige indsatser

Mere klubvirksomhed er under opstart, og et nyt samarbejde mellem Det opsøgende Ungeteam og Ungdomsskolen bærer nu frugt i form af den første af flere såkaldte ”spireklubbber” for unge, som gennem et særligt forløb kan blive rustet til at deltage i det almene klub-og fritidstilbud. Agnes Østergaard fortæller om det nye tilbud.

 

"Vi har i Grindsted netop åbnet en computerklub med instruktører, som har egne erfaringer med vigtigheden af at have lyttende voksne omkring sig, der er gode at snakke med og behjælpelige i forhold til at skabe ro og overblik i en hektisk hverdag," siger hun og roser de nye samarbejdspartnere.

 

"Vores spireklub-ansvarlige er særdeles dedikerede til at skabe gode vilkår for klubmedlemmerne. Vi glæder os til at søsætte den næste spireklub, som efter planen skal baseres på friluftsliv," siger Agnes Østergaard.

 

Festlige ferieaktiviteter

Kommunens unge får heller ingen grund til at kede sig i sommervarmen. Også på dette felt er Ungdomsskolen nu i gang med at sammensætte en buket af ferietilbud, der byder på oplevelser, fællesskab, personlig udfordring og nye venskaber.

Disse tilbud vil også blive offentliggjort på Ungdomsskolens hjemmeside i maj måned.