Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Naturens historie

Naturen i Billund Kommune er repræsentant for de lette, magre jorder i Midt- og Vestjylland.

Lyng

I den yngre bondestenalder omkring 3.000 å før Kristi fødsel vandt lyngheden for alvor udbredelse på egnen. Årsagen hertil skal findes i en kombination af intensiv afgræsning af de lette jorders overdrevsarealer samt lejlighedsvise skovafbrændinger. Lyng fremmer udvaskningen af næringssalte og skaber dermed en betydelig jordbundsforringelse. Lynghederne i Danmark er ikke i stand til at forny sig selv, hvorfor en uberørt hede i løbet af få årtier vil blive forvandlet til krat og derefter til skov. Områdets befolkning var imidlertid i stand til at opretholde lyngheden i årtusinder i kraft af fortsat afgræsning, afbrændinger af skov og ikke mindst lyngens værdi som leverandør af vinterfoder til kreaturerne (bl.a. lynghø).

Engbonden

Midt- og Vestjyllands landbrug domineredes i århundreder af engbondens særlige livsform. Engbøndernes gårde lå ikke i landsbyer, men som perler på en snor langs åen og engen. Engen leverede foder til kvæget både sommer og vinter, og kvægavl udgjorde hovedindtægtskilden i engbruget. Heden tilvejebragte et nødvendigt supplement, for eksempel tørv til brændsel og lyng til foder. Museumsgården Karensminde var frem til ca. 1860 en typisk vestjysk enggård.

Hedeopdyrkningen

Allerede i midten af 1700-tallet var der spredte forsøg på opdyrkning af den jyske hede, dog uden nævneværdige resultater. Først efter Danmarks nederlag i den dansk-tyske krig i 1864 var jorden gødet for en mere effektiv og organiseret hedeopdyrkning. Midlerne til opdyrkning af heden var mergling (mergel er jord med stort kalk- og lerindhold), plantning af læhegn og anlæggelse af plantager på den dårligste hedejord. I 1899 anlagdes den 10 tdr. land store Karensminde Plantage. De økonomisk velfunderede engbønder var indædte modstandere af hedeopdyrkerne. Engbønderne solgte dog deres hedearealer til de mange nye bønder, der ville omdanne heden til agerjord. Herved mistede engbonden selv de ressourcer, som heden hidtil havde givet ham.

Engvandingen

Der blev også iværksat initiativer inden for forbedring af engarealer. Engvandingskanaler forsynede engene med ekstra vand og øgede derved bøndernes produktion af græs og hø. Det overskydende vand ledtes retur til åen. Systemet med engvanding krævede megen vedligeholdelse. Tilbage i 1802 anlagde to lodsejere i Grindsted en opstemning af vandet i Grindsted Å, ligesom gårdejeren på Karensminde lod anlægge en privat vandingsgrøft. Det var dog først fra 1860’erne, at engvandingen i området blev systematiseret. I årene 1868-75 blev der anlagt 10 vandingskanaler omkring Grindsted Å. Kanalerne forvaltedes af lokale kanalselskaber, der var dannet som interessentselskaber af de lodsejere, som modtog vand. På Karensminde etableredes ca. 1870 et fuldt udbygget engvandingsanlæg. Engbondens vanding af engen blev således et sidestykke til hedebondens opdyrkning af heden. I første halvdel af 1900-tallet mistede engene deres betydning for landbruget i Midt- og Vestjylland. Engbondens specielle driftsform var blevet undermineret af hedeopdyrkningen, der havde brudt engbondens hidtidige eneret på et driftigt landbrug i Midt- og Vestjylland.