Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Hvorfor skal Skole OL Finalen til Billund?

Vil du vide, hvordan en lille kommune som os blev værter for Skole OL Finalen og hvorfor? Så kan du dykke ned i baggrunden for værtskabet for Skole OL Finalerne 2021-2024 her.

Skole OL i Børnenes Hovedstad. For os giver det mening. På alle leder og kanter hænger Skole OL's vision om OL i Børnehøjde sammen med Billund Kommunes vision om at være Børnenes Hovedstad - en by i børnehøjde hvor leg, læring og kreativitet er i højsæde. Med værtskabet for Skole OL Finalen fra 2021 til 2024 får vi en unik mulighed for at vise Danmarks første børnevenlige by og kommune frem for alle danske børn.

Et udstillingsvindue for Børnenes Hovedstad

Som Børnenes Hovedstad arbejder vi for at skabe en by og en kommune i børnehøjde. Vi vil være verdens bedste sted for børn. Og dette budskab vil vi gerne dele med resten af Danmark.

Skole OL Finalen er et unikt udstillingsvindue for os som hjemsted for Børnenes Hovedstad. Op mod 100.000 børn over hele landet deltager årligt i kvalifikationsstævner til Skole OL Finalen. Alle disse børn vil kæmpe for at komme til Skole OL Finalen i Billund - Børnenes Hovedstad. Omkring 12.000 børn kvalificerer sig til Finalen, og de vil se og opleve Børnenes Hovedstad på nærmeste hold. Her er altså en mulighed for at øge kendskabet til Børnenes Hovedstad overfor børn fra hele landet og deres familier og venner.

Dermed håber vi, at vi gennem Skole OL Finalen kan vise børn og voksne fra hele Danmark, hvad Billund Kommune har at byde på.

Et event skabt sammen med børnene

Når Skole OL Finalen skal afvikles i Børnenes Hovedstad bliver det er også en fantastisk mulighed og oplevelse for børnene i Billund Kommune. Kommunens børn skal naturligvis være med til at tilrettelægge og udvikle eventet.

Det er kommunen og kommunens børn, som inviterer børn fra hele Danmark til Skole OL Finalen. Dermed er håbet, at vores børn vil være stolte og opnå en fællesskabsfølelse, når de er værter for en Skole OL Finale, som de selv har været med til at skabe. 

At kommunen er vært for Skole OL Finalen skal kunne mærkes året rundt. Gennem Skole OL satsningen vil kommunens børn blive præsenteret for en række nye spændende Skole OL-aktiviteter i løbet af skoleåret. Fælles for idrætskonkurrencerne er, at hele klassen skal konkurrere sammen som et hold. Børnene skal opleve, hvor sjovt og spændende det er at stå sammen som et hold, både når de træner, og når de yder deres bedste i konkurrencerne.

Billund - et unikt sted for OL i børnehøjde

Hvad er det egentlig Billund by og kommune kan, som andre kommuner ikke kan? Alle kommuner kan stille en hal og en græsplæne til rådighed, men Billund Kommune kan noget andet og mere end det. Det handler i høj grad om, at vi har en by i børnehøjde, at vi kan noget særligt omkring samskabelse og børneinddragelse, og at vi kan tilføje noget ekstra til Skole OL, så det bliver til mere end en idræt. Som til det ”rigtige” OL er det her hos os en by, der er vært for et OL, og det bliver derfor i vid udstrækning byens rum, der bliver de arenaer, hvor Skole OL Finalen afvikles.

Ambitionen for finaleafviklingen i Billund by er at alle idrætskonkurrencerne kan afvikles i og omkring bymidten i Billund. På den måde kan deltagerne virkelig få en oplevelse af at være i en olympisk by. De får mulighed for at gå rundt mellem de forskellige konkurrence-steder, og dermed også se de andre konkurrencer og mærke, at de er en del af et større fællesskab. Se kortet over den Skoleolympiske By. Som eksempler kan der nævnes:

  • Byens Plads som centrum med indmarch, taler, den olympiske ild og fælles opvarmning.
  • Motionsløbet med start og slut på Byens Plads og en rute der følger Playline.
  • Atletikkonkurrencerne afvikles på stadion ved Den Internationale Skole.
  • O-løb afvikles i Skulpturparken.
  • Bueskydning afvikles på Byens Plads.
  • Roning i romaskiner afvikles i LEGO House.
  • Triatlon afvikles med udgangspunkt i Billund Bad og på Playline.
  • Børnene overnatter og spiser aftensmad og morgenmad på Billundskolen, den Internationale Skole og i en ”Skole OL Teltlandsby,” der etableres på plænerne ved Billund Idrætscenter.

Foreningsliv og frivillighed - stolthed og identitet

Håbet er, at værtskabet for Skole OL Finalen kan skabe langsigtede og blivende værdier i kommunen. Der vil være et særligt fokus på vores foreningsliv og på frivillighed. 

Skole OL projektet vil være med til at give et boost til kommunens foreninger og forhåbentlig medvirke til, at der oprettes nye foreninger, som kommunens børn kan blive en del af i fremtiden.

Til en så stor event som Skole OL Finalen bliver der behov for mange frivillige. Derfor vil Skole OL projektet arbejde målrettet med frivillighed og bl.a. ruste vores egne børn og unge til at gøre en frivillig indsats i forbindelse med værtskabet.

Når hele byen alligevel bliver involveret i Skole OL Finalen, er det oplagt at tage skridtet fuldt ud og invitere alle i kommunen med til en række forskellige aktiviteter i de fem dage, Skole OL varer. Når børnene er taget hjem, åbner vi byen for borgerne med en række forskellige tilbud, der alle lægger sig op ad Skole OL på forskellige måder. Det bliver en OL fest for alle kommunens borgere.