Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Er du læge i Billund Kommune, eller overvejer du at blive det?

Her på siden finder du relevant information om samarbejdsflader på tværs af almen praksis og Billund Kommune. Du kan også finde information om hjælp til bosætning, hvis du overvejer at hive teltpælene op og flytte til Billund Kommune.

I Billund Kommune er der et godt samarbejde, stærke relationer og stort kendskab mellem almen praksis og kommunen. Billund Kommune og repræsentanter fra almen praksis i kommunen mødes i det Kommunalt-Lægelige Udvalg (KLU) fire gange om året, hvor vi løbende og målrettet arbejder med at forbedre og udvikle samarbejdet. Samarbejdet på tværs er afgørende både i det overordnede strategiske arbejde med at udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og i det daglige samarbejde omkring patienterne.

Én indgang til Billund Kommune

For at gøre det let for både nuværende og nye læger i Billund Kommune har vi oprettet én indgang til kommunen. Har du spørgsmål til samarbejdet mellem almen praksis og Billund Kommune eller brug for hjælp til at finde kommunale lokaler til din praksis, er du velkommen til at kontakte kommunens tovholder for det Kommunalt-Lægelige Udvalg (KLU).

Lægedækning

I Billund Kommune har vi valgt at samarbejde på tværs af almen praksis, Region Syddanmark og kommunen for at sikre, at der også i fremtiden er læger nok i kommunen. Vi har udarbejdet en plan med konkrete indsatser og tiltag for perioden 2021-2025. I de kommende år har vi derfor særligt fokus på både målrettet rekruttering af læger til kommunen og på at fastholde nuværende læger ved fortsat at udvikle det gode og positive samarbejde.

Konkrete indsatser for en styrket lægedækning i Billund Kommune:

  •          Styrke samarbejdet med bosætningskoordinatoren
  •          Etablere én indgang til Billund Kommune
  •          Samarbejde med Region Syddanmark om at sikre lægedækning
  •          Udarbejde PR-materiale
  •          Samarbejde med universiteter og Sydvestjysk Sygehus om praktikforløb
  •          Understøtte nye læger i kommunen
  •          Samarbejde med almen praksis om at sikre et stærkt tværfagligt miljø
  •          Hjælpe med at tilvejebringe lokaler til flerlægepraksis.

Vi tror på, at gode læger er hele mennesker, og at læger, som trives og er i balance, kan tilbyde en bedre forebyggelse og behandling til vores borgere. Der skal være plads til både arbejde og familie. Vi ønsker at tiltrække læger, men særligt at de læger, som vælger at virke i Billund Kommune, bliver glade for at være her.

Vi har fokus på sammenhæng, samarbejde og udvikling. I Billund Kommune skal borgerne have mulighed for et godt liv hele livet, og de skal opleve sammenhæng i det nære sundhedsvæsen og tilbydes forebyggelse og behandling af høj kvalitet. Det kræver et velfungerende samarbejde på tværs.

 

Læs indsatsplanen 2021-2025 for lægedækning i Billund Kommune