Én indgang til os

I Billund Kommune er der et godt samarbejde, stærke relationer og stort kendskab mellem almen praksis og kommunen. Billund Kommune og repræsentanter fra almen praksis i kommunen mødes i det Kommunalt-Lægelige Udvalg (KLU) fire gange om året, hvor vi løbende og målrettet arbejder med at forbedre og udvikle samarbejdet. Samarbejdet på tværs er afgørende både i det overordnede strategiske arbejde med at udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og i det daglige samarbejde omkring patienterne.

For at gøre det let for både nuværende og nye læger har vi oprettet én indgang. Har du spørgsmål til vores samarbejde med almen praksis, eller har du brug for hjælp til at finde kommunale lokaler til din praksis, er du velkommen til at kontakte vores tovholder for KLU.

Lægedækning

Vi samarbejder både med almen praksis og Region Syddanmark for at sikre, at der også i fremtiden er læger nok i vores kommune. Vi har udarbejdet en plan med konkrete indsatser og tiltag for 2021-2025, hvor vi har særligt fokus på både at rekruttere nye og fastholde nuværende læger.

Læs vores indsatsplan for lægedækning 2021-2025

Vores konkrete indsatser for en styrket lægedækning i kommunen består af at

  • styrke samarbejdet med bosætningskoordinatoren
  • etablere én indgang til Billund Kommune
  • samarbejde med Region Syddanmark om at sikre lægedækning
  • udarbejde PR-materiale
  • samarbejde med universiteter og Sydvestjysk Sygehus om praktikforløb
  • understøtte nye læger
  • samarbejde med almen praksis om at sikre et stærkt tværfagligt miljø
  • hjælpe med at tilvejebringe lokaler til flerlægepraksis

Vi tror på, at gode læger er hele mennesker, og at læger, som trives og er i balance, kan tilbyde en bedre forebyggelse og behandling til vores borgere. Der skal være plads til både arbejde og familie. Vi ønsker at tiltrække læger, og særligt de læger, som vælger at virke i Billund Kommune, og som bliver glade for at være her.

Vi har fokus på sammenhæng, samarbejde og udvikling. I vores kommune skal borgerne have mulighed for et godt liv hele livet, og de skal opleve sammenhæng i det nære sundhedsvæsen og tilbydes forebyggelse og behandling af høj kvalitet. Det kræver et velfungerende samarbejde på tværs.