Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Indbyggertal og befolkningsprognose

Udforsk kommunens statistik og historie

Med 26.500 indbyggere og et areal på 540,18 km2 hører Billund Kommune til blandt de mindste af de 98 kommuner, der blev dannet ved kommunalreformen i 2007. Det var Grindsted- og Billund Kommune, der gik sammen i Billund Kommune, som hører til i Region Syddanmark. Grindsted og Billund er centerbyer i kommunen med henholdsvis 9.663 og 6.194 indbyggere.

Billund Kommune består desuden af fem stærke omegnsbyer, med tilhørende landområder. De fem byer er Sdr. Omme (1.720), Vorbasse (1.269), Hejnsvig (1.064), Filskov (685), Stenderup-Krogager (641). Byerne byder alle på moderne idrætsfaciliteter og et blomstrende foreningsliv. Her finder du over 500 foreninger og dermed mange muligheder for et spændende fritidsliv.

Historien bag

Historisk set er der tale om to forskellige kommuner, men alligevel rummer de gamle Billund og Grindsted Kommuner markante fællestræk. Det er iværksætterånden, som gennem godt 100 år har gjort to små pletter på Danmarkskortet til en af landets mest fremgangsrige kommuner. Der er dog stor forskel på, hvorfor de to byer og kommuner er vokset som de er.

Grindsteds vækst begyndte, da det første tog i 1914 dampede ind på den nybyggede station i Grindsted. Grindsted blev dengang på få år et jernbaneknudepunkt og det skabte vækst i byen og på egnen. Jernbanen kom dengang hele den nuværende kommune til gavn, og der var på et tidspunkt hele 11 officielle stationer. Det tal er nu nul, men i 2019 vender banen tilbage med to stationer i Billund. 

Billunds udvikling begyndte for alvor i 1930'erne, hvor der dengang boede ca. 250 indbyggere, hvoraf syv arbejdede på legetøjsfabrikken, som i dag er LEGO med over 3.500 medarbejdere alene i Billund, som er et unikt eksempel på en Company Town i Danmark.