Ordet stjerneløb giver for de fleste associationer til lejrskoler, idrætsundervisningen eller børnefødselsdage. Men arbejdsmarkedsafdelingen brugte som et indslag blandt flere på en temadag netop stjerneløb som metode til at skabe fælles forståelse for kerneopgaven i afdelingen og sikre en sammenhæng mellem trivslen i afdelingen og dens kerneopgave.
Stjerneløbet havde fem stationer (deraf navnet stjerneløb), som deltagerne gruppevist kom forbi.
De fem stationer var opdelt efter de aktører, som afdelingen arbejder med og forholder sig til i dagligdagen:
- Borgerne: Personaer
- Virksomhederne: Plot-Box med ord og billeder
- Politikerne: Lykkehjul
- Medarbejderne: Omvendt brainstorm
- Omverden: Vælg en halv sætning og færdiggør den
Den anderledes tilgang til en fælles temadag kastede også anderledes resultater af sig, forklarer Helle Stork, chefkonsulent i Arbejdsmarked.
”Den legende tilgang kan få folk ud af komfortzonen, så de tænker anderledes. Man har tendens til at sige det samme til de her møder, men når situationen er en helt anden, så byder folk også ind med nye perspektiver. Og det er vigtigt, for ellers kan man risikere at sidde fast i dårlige vaner, når det også i vid udstrækning er de samme borgere med de samme typer af udfordringer, vi arbejder med,” siger Helle Stork.
Formen med stjerneløb gav desuden en energi til rummet. Stjerneløb handler om tempo og mange skift med korte aktiviteter. Det sikrede, at ingen nåede at kede sig. Til gengæld nåede alle at grine og have det sjovt. Og perspektivskiftet til de 5 forskellige aktører gav mulighed for et helikopterperspektiv.
”Nu var det ikke dig og mig og vores samarbejde, vi taler om, for det kan være svært at sige noget negativt om. Rollelegen og perspektivskiftet gav alle mulighed for også at italesætte det svære og negative, som er vigtigt at tale om, så vi kan udvikle os” siger Helle Stork.
De 90 medarbejdere blev først ved temadagens afslutning orienteret om, at metoden der var brugt i løbet af dagen, rent faktisk var Playful Working. Men evalueringen viste, at der var stor tilfredshed med den legende form blandt alle deltagere.