Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Øvrige dyrehold

Dyrehold opdeles i ikke-erhvervsmæssigt og erhvervsmæssigt dyrehold afhængigt af hvor mange dyr, der er på ejendommen.

Hvis du har et dyrehold eller ønsker et dyrehold, der går i stalde med et samlet produktionsareal* på mere end 100 m², kan du finde oplysninger relevante for dig under husdyrbrug.

husdyrbrug

 

Nogle udvidelser eller ændringer af dyrehold, som alene består af ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 måneder), slagtekalve (over 6 måneder), tyre) på dybstrøelse, heste, geder eller får kan foretages efter en anmeldelse til kommunen. De udvidelser og ændringer, der kan gennemføres efter en anmeldelse fremgår af § 7 i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen

 

*Produktionsarealet omfatter alene det areal, hvor dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, dvs. areal, hvor dyrene kan stå, gå, ligge m.v. i bygninger med fast bund.

Ikke-erhvervsmæssigt dyrehold

Du har et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, hvis der er færre dyr på ejendommen end grænserne vist herunder:

1) Et dyrehold med enten

  • 2 køer med tilhørende kalve (op til 6 måneder),
  • 4 stykker andet kvæg, 
  • 4 heste med tilhørende føl (op til 12 måneder),
  • 2 søer med tilhørende smågrise (op til 40 kg),
  • 15 producerede slagtesvin,
  • 10 moderfår med lam (op til 12 måneder),
  • 10 modergeder med kid (op til 12 måneder), eller 
  • andre dyretyper end nævnt ovenfor, hvis det samlede produktionsareal på ejendommen til disse dyretyper overstiger 25 m2 samt

2) 30 høns og

3) 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger.

Har du flere forskellige dyretyper på ejendommen eller andre end de nævnte, så kontakt os. Vi hjælper gerne med at beregne, om der eventuelt er tale om et erhvervsmæssigt dyrehold.

Du skal som udgangspunkt ikke søge om tilladelse til at etablere, ændre eller udvide et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold i landzone. Det forudsættes dog her, at området ikke er lokalplanlagt til boligformål eller blandet bolig- og erhvervsformål eller er udlagt som fremtidigt byzone- eller sommerhusområde.

Dyreholdet må ikke give anledning til forurening af grundvand eller overfladevand, og det må ikke være til væsentlig gene for de omkringboende.

Erhvervsmæssigt dyrehold

Du har et erhvervsmæssigt dyrehold, hvis det overskrider grænserne for ikke-erhvervsmæssigt dyrehold.

Reglerne for erhvervsmæssigt dyrehold er beskrevet i Husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Vil du etablere, ændre eller udvide et erhvervsmæssigt dyrehold?

Der gælder særligt for dyrehold, der er lovligt etableret før 1. august 2017, at første gang der ønskes en udvidelse eller ændring af dyreholdet, skal der indsendes en anmeldelse til kommunen.

Anmeld udvidelse eller ændring af dyrehold

 

Vil du etablere, ændre eller udvide et husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg eller ensilageopbevaringsanlæg?

Hvis du ønsker at etablere, udvide eller ændre fast placerede husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg eller ensilageopbevaringsanlæg, skal du indsende en anmeldelse til kommunen, jf. § 70 i Husdyrgødningsbekendtgørelsen.

En anmeldelse efter § 70 i Husdyrgødningsbekendtgørelsen gælder for:

  • Dyrehold, hvor produktionsarealet i stalden er mindre end 100 m2.
  • Besætninger af ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 måneder), slagtekalve (over 6 måneder), tyre) på dybstrøelse, heste, geder eller får, hvor produktionsarealet i stalden er mindre end 175 m2 (300 m2 ved vinteropstaldning).
  • Besætninger af heste, hvor produktionsarealet i stalden er mindre end 200 m2.

Anmeldelsen kan ske på nedenstående link til anmeldeskemaet.

Anmeld etablering, udvidelse eller ændring af fast placerede husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg.

 

Hvis du ønsker at etablere nyt byggeri, skal anmeldelsen indeholde dokumentation for, at byggeriet placeres i overensstemmelse med gældende afstandsregler, og at indretningen overholder gældende krav til indretning, herunder styrke, tæthed og bestandighed. Afstandsregler (§§ 5, 6 og 8) og krav til indretning (§§ 9-28) fremgår af Husdyrgødningsbekendtgørelsen. 

Dyrehold i byzonen

Hvis du bor i byzone- eller lignende*, må du have op til:

  • 30 høns og
  • 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger.

De ovennævnte dyrehold kan etableres uden anmeldelse til kommunen, og der er ikke specifikke miljøkrav til indretning og drift. Du skal dog være opmærksom på, at der ved lokalplan/lokale vedtægter kan være restriktioner, der begrænser eller helt forbyder hold af høns.

Dyreholdet må ikke være til gene for omgivelserne eller medføre forurening eller risiko for forurening.

Du må som udgangspunkt ikke holde svin, kvæg, får, geder og heste i byzone- og lignende.

*Byzonelignende områder er sommerhusområder og områder i landzonen, der ved lokalplan er overført til boligformål eller blandet bolig- og erhvervsformål.