Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Sundhedsprofil 2017

"Hvordan har du det? 2017” er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om unge og voksnes trivsel, sundhed og sygdom. Spørgeskemaundersøgelsen er tidligere gennemført i 2010 og 2013. Region Syddanmarks Sundhedsprofil med tal på regions- og kommuneniveau udkommer i dag den 7. marts 2018.

I Billund Kommune modtog 2.400 tilfældigt udvalgte borgere på 16 år eller derover et spørgeskema i begyndelsen af 2017. Tak til de 1.671 borgerne, der valgte at svare på 88 spørgsmål om blandt andet generel helbred og trivsel, kroniske sygdomme, sundhedsadfærd og motivation for livsstilsændringer. Sundhedsprofilen bidrager med værdifuld viden, når vi skal arbejde med at forbedre trivsel og sundhed. Sundhedsprofilen er med til at tegne et billede af, hvor vi har særlige sundhedsmæssige udfordringer og behov for tiltag. Sundhedspolitikken i Billund Kommune udstikker rammer og sætter retning for den langsigtede investering i sundhed. Tallene fra Sundhedsprofilen anvendes i det løbende arbejde med at prioritere ressourcerne til sundhedsindsatser bedst muligt og føre sundhedspolitikken ud i livet. I Billund Kommune har vi tilbud indenfor alle KRAM faktorerne blandt andet. rygestopkonsulenter og livsstilshold. 

Se sundhedstilbuddene i Billund Kommune her

Her er et lille udpluk af resultaterne fra Sundhedsprofilen 2017 vedrørende borgernes sundhedsadfærd i Billund Kommune:

Rygning

Rygning er den risikofaktor, der har størst betydning for dødeligheden. Mere end 25% af alle dødsfald skyldes rygning. Rygere lever 5-10 år kortere end aldrig rygere.

  • 18% af borgerne i Billund Kommune ryger dagligt. Det er samme andel som i 2013. I 2010 var andelen 22%. Udviklingen fra 2010 til 2017 svarer til et fald på 4 procentpoint. Det er foruroligende, at den faldende tendens i andelen af rygere er gået i stå fra 2013 til 2017.

Overvægt

Svær overvægt øger risikoen for udvikling af forhøjet blodtryk, type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og visse kræftsygdomme. Overvægt hænger nøje sammen med kost og fysisk aktivitet.

  • 58% af borgerne i Billund er overvægtige eller svært overvægtige. I 2010 var andelen 52%. Udviklingen svarer til en stigning på 6 procentpoint. Hvis vi kun betragter gruppen af svært overvægtige, er andelen 23%. I 2010 var 16% af borgene i Billund svært overvægtige. Udviklingen svarer til en stigning på 7 procentpoint.

Mental sundhed og livskvalitet

Den mentale sundhed har stor betydning for vores almene velbefindende og helbred. Forekomsten af mentale sundhedsproblemer, fx angst og depression, er generelt stigende.  

  • 13% af borgerne føler sig ofte eller meget ofte nervøse og stressede. I 2010 var tallet 10%, svarende til en stigning på 3 procentpoint. 78% af borgerne har en god livskvalitet, mens andelen var 82% i 2013. Udviklingen svarer til et fald på 4 procentpoint.

Læs hele Region Syddanmarks sundhedsprofil her, hvor du også finder flere resultater for Billund Kommune og de øvrige kommuner i regionen.