Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Sports- og Kulturgalla 2022

Sports- og Kulturgalla er Billund Kommunes hyldest til kultur- og fritidslivet for præstationer og veludførte gerninger i 2021.

Årets Sports- og Kulturgalla finder sted onsdag den 4. maj fra klokken 17.30 i MAGION, hvor publikum kan se frem til et storslået awardlignende show med underholdning, prisuddelinger, taler, videoklip og andre festlige indslag. 

"Sports- og Kulturgalla er en fantastisk aften, som hylder kultur- og fritidslivet i Billund Kommune. I 2021 medførte covid-19, at showet blev rykket til sensommeren, men i år er vi igen tilbage til det oprindelige tidspunkt i foråret, og det glæder jeg mig over. Sports- og Kulturgalla er en aften, der betyder meget for mange – også for mig – og jeg glæder mig meget til at skulle uddele priserne til en stemningsfyldt og traditionsrig aften," siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

En hyldest af både idrætten og kulturen

I år vil der igen være mulighed for at indstille kandidater til hædersbevisninger og en række priser inden for hele kultur- og fritidsområdet, for alt det der er præsteret i 2021.

Sidste år deltog cirka 400 personer fra både idræts- og kulturlivet samt øvrige borgere fra hele kommunen. Sports- og Kulturgalla er nemlig ikke kun for dem, der er indstillet, nomineret eller en del af sports- og kulturlivet. Det er for alle borgere, som enten vil se, hvad der rører sig inden for området eller som vil være med til at fejre prismodtagerne til en festlig og underholdende aften.

Selve prisuddelingen finder sted onsdag den 4. maj i MAGION og er et åbent event for alle, som vil være med til at fejre Kommunens Sports- og Kulturliv med en festlig aften, prisuddelinger og underholdning.

Billetsalget åbner fredag d. 8. april 2022.

Foruden Æresprisen og hædersbevisninger uddeles 6 priser:

  • Årets hold
  • Årets leder/træner
  • Årets kulturtalent
  • Årets idrætstalent
  • Årets kulturpris
  • Årets idrætspris