Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Arrangementspuljen

Som folkeoplysende forening har du mulighed for at søge arrangementspuljen. Puljen giver tilskud og/eller underskudsgarantier til arrangementer inden for kultur og idræt - sportsbegivenheder, musik, teater og kunst.

Arrangementspuljen har løbende ansøgningsfrist og der kan søges om tilskud og/eller underskudsgaranti.

Er der forskel på, hvilket beløb jeg søger?

  • Ansøgninger mindre end 5.000 kr. behandles administrativt inden for 14 dage - dog kan der under ferie være lidt længere behandlings tid.
  • Ansøgninger mere end 5.000 kr. behandles politisk i Unge- og Kulturudvalget ved først kommende møde. 

Kan jeg søge til flere arrangementer i samme ansøgning?

Ja - det kan du godt. Det er muligt at søge tilskud og/eller underskudsgaranti til flere arrangementer i den samme ansøgning. Hvert arrangement skal blot beskrives og af budgettet, skal man kunne se, det enkelte arrangement. 

Hvad skal jeg være særligt opmærksom på?

Din ansøgning behandles som udgangspunkt konkret og individuelt. Ved behandlingen vil der normalt blive lagt vægt på, at arrangørerne ikke med rimelighed selv kan bære den økonomiske risiko. 

Hvad er forskellen på et tilskud og en underskudsgaranti?

Et tilskud:

Er et éngangsbeløb, der gives til at støtte et arrangement. Tilskuddet kan også gives som støtte til et særligt element i et arrangement eksempelvis leje af en scene, lyd, lys eller lignende.  

En underskudsgaranti:

Er en garanti for, at et eventuelt underskud på et arrangement kan blive dækket dog maksimalt op til det beløb, der er blevet bevilget. Et par eksempler: 

  • Giver dit arrangement et underskud på 2.700 kr. og din bevilling var på 4.500 kr., er det kun underskuddet på de 2.700 kr., der bliver dækket af garantien og udbetalt. 
  • Giver arrangementet et større underskud en den bevilgede underskudsgaranti, er det stadig kun den bevilgede garanti, der kommer til udbetaling. Det betyder, at har du fået en underskudsgaranti på 4.500 kr. og dit arrangement giver et underskud på 7.800 kr., får du de 4.500 kr. udbetalt.  
  • Giver arrangementet overskud kommer underskudsgarantien ikke til udbetaling. Er underskudsgarantien ikke aktuel, fordi dit arrangement gav overskud, skal du sende en mail til os, hvor du gør opmærksom på det.