Hvad er Playline?

Playline er en forbindelse mellem turistattraktionerne i øst og bymidten i vest.

Du finder Playline, hvis du færdes i området omkring Åstvej, Skulturparken og Travbyen. Playline udvikles løbende og over tid, og der vil derfor løbende komme nye midlertidige og permanente faciliteter langs ruten. Men allerede nu er der er mange oplevelser, når man går en tur langs Playline.

Målet med Playline er at skabe en tydelig, sikker og legende rute rundt i Billund, Børnenes Hovedstad. Playline skal være en attraktion i sig selv, og samtidig bidrage til at binde byens mange attraktioner sammen og skabe synergi mellem dem.

Playline udspringer af Billund Byvision, som viser vejen for Billunds udvikling de næste 20-30 år ud i fremtiden.

Hvordan kan man kende Playline?

 

Playline er markeret med forskellig grafik i termoplast på belægningen hele vejen rundt langs ruten. Dog med undtagelse af Travbyen, som er under udvikling.

Grafikken skifter karakter alt efter hvilket område man befinder sig i. Langs Åstvej, som er et langt lige stræk, er Playline fyldt med lege og farver. Langs Skulpturparken er Playline en rolig linje, der giver plads til den smukke natur og kultur og langs Nordmarksvej og busstationen, er Playline nedtonet til små orange prikker, for at skabe opmærksomhed på trafikken.

Konceptet bygger på at leg kan integreres mange steder i byrummet, og det kan gøre det lidt sjovere at komme fra A til B. Undervejs kan man vælge at træde ud og ind af Playline, efterhånden som man bevæger sig forbi byens store attraktioner og andre legende byrum. Langs ruten finder man også infoskilte med mere information om Playline og Billund, Børnenes Hovedstad. 

Det er studerende fra Designskolen Kolding og børn fra Den Internationale Skole i Billund der har været med til at designe grafikken på Playline. Og børn var også med til at indvie Playline til Skolernes Motionsdag i oktober 2023. Se med herunder.

 

Oplevelser langs Playline

Udover byens store turistattraktioner som LEGOLAND, Lalandia, og LEGO House, passerer Playline også forbi den offentlige park ved LEGO Campus, LEGOs hovedkontor.

Ruten går forbi Billund Centret som er byens kulturhus og bibliotek. I Skulpturparken kan du opleve smukke skulpturer og ro i naturen.

I Travbyen kan du opleve mange midlertidige aktiviteter og faciliteter så som skaterbane, MTB bane, shelters, køkkenhaver, forhindringsbaner. Området her udvikler sig i takt med opførelsen af et helt nyt boligområde i Billund. 

 

Kort over Playline og de oplevelser du kan møde på turen