Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Etablering af jordvarme

Her kan du læse om, hvordan du ansøger om tilladelse til etablering af et jordvarmeanlæg.

Hvad er jordvarme?

Jordvarmeanlæg udnytter den naturlige varme i jorden til opvarmning af boliger og brugsvand. Anlæggene er et attraktivt alternativ til især opvarmning med olie på landejendomme. Det bliver også mere almindeligt at etablere i forbindelse med nybyggeri af lavenergihuse. Det er generelt en teknologi, som er energibesparende og som derfor kan bidrage til opfyldelsen af målene for reduktion af Danmarks CO2 udledning.

Hvornår skal jeg anmelde et jordvarmeanlæg?

Du kan anmelde et jordvarmeanlæg når:

  • Anlægget er horisontalt (vandret) og ikke industrielt
  • Anlægget er placeret udenfor områder med natur og særlige drikkevandsinteresser og indvindingsopland til almene vandforsyninger.
  • Frostsikringsmidlet er IPA-sprit eller ethylenglykol og/eller propylenglycol.

Opfylder dit anlæg ovenstående kriterier, kan du anmelde dit anlæg. Anmeldelsen er modtaget hos Billund Kommune, når du har modtaget en kvitteringsmail. Hører du ikke fra os inden for 4 uger efter anmeldelsen, kan du etablere dit anlæg. 

Hvis dit anlæg ikke opfylder ovenstående krav, skal du søge om tilladelse til at etablere anlægget.

Hvornår skal jeg ansøge om etablering af jordvarmeanlæg?

Hvis du skal etablere et jordvarmeanlæg, der ikke opfylder ovenstående kriterier eller som vertikalt anlæg, skal du søge om tilladelse.

Når vi har modtaget ansøgningen, vurderer vi blandt andet:

  • Vandindvinding inden for 50 meter (der kan dispenseres fra afstandskravet ind til 5 m fra egen vandindvinding)
  • Almene vandværker inden for 300 meter
  • Tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning
  • Beskyttet natur på arealet

Hvordan ansøger jeg om etablering af jordvarme?

Du skal ansøge via den digitale ansøgningsportal Byg og Miljø. Brug linket til højre på siden.

Du skal færdigmelde anlægget

Når du har etableret jordvarmeanlægget, skal det færdigmeldes.

Anlægget skal efterses mindst en gang årligt

Et jordvarmeanlæg skal efterses en gang om året. Ejer af anlægget skal opbevare dokumentation for eftersynet i 10 år.

Hvis du har mistanke om eller kan konstatere udslip

Hvis der bliver konstateret udslip, eller der er mistanke om udslip, fra jordvarmeanlægget, skal du straks standse en evt. udstrømning. Herefter skal du kontakte kommunen hurtigst muligt.

Sløjfning af jordvarmeanlæg

Når et jordvarmeanlæg er overflødigt, skal det sløjfes. Det betyder, at slangerne for væske gennemskylles med rent vand. Hvis årsagen til sløjfningen er, at slangerne ikke længere lever op til kravene, skal disse frakobles på en måde, så de ikke kan sættes i drift igen.