Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Nyt i Grindsted

Med byudviklingsprojektet i Morsbøl Søpark ønsker Billund Kommune at sætte nye standarder for at leve og bo i Grindsted - tæt på byen og midt i naturen. Forslag til Lokalplan nr. 303 for boligområde ved Morsbølvej blev vedtaget af byrådet den 22. juni 2021, og er nu i 8 ugers offentlig høring. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i september 2021.

Lokalplanen tager udgangspunkt i helhedsplanen for Morsbøl Søpark, og det bliver med andre ord et mangfoldigt boligområde midt i naturen, hvor fællesskaber på tværs af området skaber livskvalitet for en bred gruppe af borgere. I Morsbøl Søpark er der plads til forskellige familietyper og boformer.

Den første etape strækker sig over et område, hvori naturelementer og stiforbindelsen til det eksisterende boligområde også indgår. Som en del af den første etape etableres det rekreative grønne område, for at skabe en overgang til de eksisterende landbrugsarealer og en kobling til det eksisterende boligområde. Dette giver områdets nye beboere mulighed for at flytte ind i et attraktivt og naturrigt område allerede fra dag ét. 

Området bliver etableret i mindre klynger med omkring 11 boliger i hver. Der vil også være mulighed for opførelse af rækkehuse og punkthuse i op til 2 etager mod Engsøen. Dette skaber en mangfoldighed i området. Det er målet, at Grindsted skal kunne tilbyde et varieret udbud af byggegrunde og flere typer af boliger, for at tilgodese flere målgrupper.

Se hele helhedsplan for Morsbøl Søpark, som er godkendt i Byrådet den 19. juni 2018

Se lokalplanforslag 303, som netop er sendt i offentlig høring i 8 uger fra den 23. juni 2021.

Alle har mulighed for at fremsætte indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag til det fremlagte forslag. Har du bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser til forslaget, kan du sende dem via høringsmodulet på den digitale lokalplanportal. 

Høringssvar via høringsmodulet på den digitale lokalplanportal kan gives ved at klikke på 'Send dit høringssvar'. Her får du mulighed for at skrive og indsende dit høringssvar.

Vi skal have modtaget dit høringssvar senest den 18. august 2021.

Går alt planmæssigt, vil Billund Kommune være klar til at udbyde grunde til salg i denne spændende udstykning i 2022.

Hvis du vil holde dig opdateret om kommende udstykninger, så følg med her på siden og tilmeld dig vores mailingliste, og få direkte besked i din indbakke når der er nyt.

Tilmeld dig vores interesseliste

Har du allerede skrevet dig op på interesselisten, men ikke modtaget besked i forbindelse med, at hjemmesiden er opdateret, så tjek venligst dit spamfilter, da vi har erfaret, at mailen godt kan lande der.