Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Udbud af Tøndebåndet 1, Billund - Spændende projektgrund til tæt-lav bebyggelse

Billund Kommune udbyder nu en storparcel, som giver mulighed for at bygge tæt-lav boliger i et område med attraktive omgivelser. Storparcellen sælges til opførelse af rækkehuse, dobbelthuse eller klyngehuse i nyt boligområde i Billund. Frist for at byde på storparcellen er 29. september 2021 kl. 12.00.

Projektområdet og de planmæssige forhold

Projektområdet er beliggende i Billund Syd, som en del af et nyt boligområde. Området ligger tæt ved skole, institutioner og grønne områder. Arealet er på 17.294 m2 og udgør Matrikel nr. 2au, Plougslund By, Grene. Storparcellen ligger i et boligområde omgivet af parcelhuse, almene boliger, legeplads og skovarealer. 

  • Grunden skal bebygges som ét samlet projekt
  • Grunden kan bebygges med tæt-lav boligbebyggelse i op til 1,5 etager i form af dobbelthuse, kædehuse, rækkehuse eller klyngehuse.
  • Bebyggelsesprocenten er 40 %. Fælles friarealer, vej- og stiudlæg inden for storparcellen indgår ikke som en del af beregningsgrundlaget for bebyggelsesprocenten.
  • Området er byggemodnet, men de interne veje skal bygherre etablere. Der er én vejadgang til storparcellen, fra Møllevej.
  • Arkæologiske udgravninger er foretaget i forbindelse med byggemodningen i området

Hertil kommer de krav, der er fastsat i lokalplanen - herunder forsyningsforhold. 

Byggemodning

Køber afholder selv alle byggemodningsomkostninger på storparcellerne til brug for købers projekt, herunder tilslutningsbidrag til kloak, el, fjernvarmeforsyning, vand og spildevand (herunder regnvand) m.v.

Køber undersøger selv udgifternes størrelse. I henhold til de til enhver tid gældende tilslutningspriser og betingelser afholder køber alle udgifter til spildevandsanlæg både til kloakvand og tag- og overfladevand på storparcellerne. Køber afholder alle udgifter til etablering af vandforsyning, som etableres af Billund Vand A/S frem til skelgrænsen for storparcellerne efter de sædvanlige regler for Billund Vand A/S, og der skal udenfor købesummen betales normale tilslutningsbidrag og stikledningsbidrag. Tilslutningsbidrag og omkostninger til etablering af anden forsyning f.eks. tv og telefon afholdes af køber.

Eventuelle omkostninger til anlægsarbejder som følge af projektet, der skal ske på offentlige arealer f.eks. overkørsler, afholdes af køber. 

Pris og projekt

Klik på den enkelte grund på kortet for at se pris og størrelse på den grund, du er interesseret i. Klikker du på vis større kort, får du et detaljeret kort op, som viser oplysninger om nærmeste dagplejer, skoler, børnehaver, dagligvarebutikker og friluftsliv.

Vis større kort

Storparcellen udbydes til salg uden fastsat pris i henhold til bekendtgørelse nr. 799 af 24. juni 2011 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.

Ved fremsendelse af købstilbud medsendes skitseprojekt med forslag til arealets bebyggelse. Se bedømmelseskriterier i afsnittet om Bedømmelse.

Billund Kommune forbeholder sig ret til frit at vælge mellem de indkomne tilbud eller at forkaste alle tilbud.

Mindsteprisen for den samlede storparcel udgør 6.500.000 kr. ekskl. moms. Sammen med købstilbuddet indsendes et skitseprojekt med redegørelse for den arkitektoniske idé.

Vores standardbetingelser ved salg af storparceller er:

Købesummen betales kontant på overtagelsesdagen.

  • Kommunen fraskriver sig ansvaret for jordbundsforholdene, det være sig forurening, bæreevne m.v. Det samme gælder støjforurening. Kommunen fraskriver sig endvidere ansvaret for købers eventuelle meromkostninger ved tilstedeværelse af fortidsminder m.v.
  • Der er forbud mod at videresælge grunden i ubebygget stand, og byggeri skal være påbegyndt opført i marken senest et år efter overtagelsesdagen.
  • Byggepligten er 1 år. Dette betyder, at opførelsen af bebyggelse skal påbegyndes på arealet senest 1 år fra overtagelsesdagen og fremmes mest muligt. Påbegyndelse regnes fra udstedelse af første byggetilladelse på arealet.

Processen

Interesserede bedes aflevere materiale digitalt senest den 29. september 2021 kl. 12.00

Ekstra materiale uploades til Billund Kommune sammen med tilbudsgivning.

Efter fristen for indsendelse af tilbud på køb af parcellen inviteres tilbudsgivere, der opfylder de generelle krav til tilbudsmaterialet, til et møde med byg og planafdelingen.

Afgiv købstilbud på Tøndebåndet 1, Billund

Et vigtigt parameter i vurderingen af tilbuddet er placeringen, udformningen og anvendelsen af udearealerne - både de belagte og de grønne fællesarealer.

Dertil vægtes det højt, at der indtænkes flere funktioner og anvendelsesmuligheder i udearealerne. For eksempel kan vej- og parkeringsarealer gives en utraditionel udformning. 

Placering og udformning af de fælles udearealer skal indbyde alle beboere i bebyggelsen til at bruge dem aktivt.

Etablering af ejerboliger vil blive højt prioriteret, idet der er behov for at fremtidssikre mindre kvalitetsboliger i Billund By.

Tilbudsmaterialet skal bl.a. indeholde:

  • En bebyggelsesplan i relevant målestok, der viser et klart bebyggelsesmønster og sammenhæng med udearealerne, herunder parkering, opholdsarealer og renovation.
  • Udstykningsplan med grundstørrelser for de enkelte boligejendomme inden for området, jf. Byggelovens § 10A.
  • Opgørelse over antal boliger, boligtyper og størrelse af boligerne.
  • Redegørelse for valg af materialer og farver på bebyggelsen
  • Planen skal leve op til kravene i lokalplanen

Bedømmelse

De indsendte tilbud og skitseforslag vil blive administrativt bedømt. Økonomiudvalget præsenteres efterfølgende for forslagene og forvaltningens faglige vurdering med henblik på endelig stillingtagen.

Sælges grunden udenfor udbudsrunden og dermed alene på baggrund af ét tilbud, vil det aktuelle tilbud ligeledes blive forelagt Økonomiudvalget til endelig godkendelse. 

Tilbuddene vurderes efter tilbudskriteriet ”Det bedste forhold mellem pris og kvalitet”, med følgende underkriterier.
Bedømmelsen sker således, at kvaliteten vægter 60 %, mens prisen vægter 40 %. 

I vurderingen af projektets indhold og karakter indgår byggeriets arkitektur og områdets disponering med seks kvalitative kriterier med særlig vægt på de fælles friarealer: 

  • Bebyggelsens samlede arkitektoniske kvalitet
  • Bebyggelsens indretning i forhold til brugs- og bokvalitet, praktisk indretning, variation i boligstørrelser
  • Områdets samlede disponering, indretning og udformning af udearealer herunder samspil og sammenhæng mellem bebyggelse, udearealer og omgivelserne i øvrigt.
  • Fællesskab i forhold til indretning af udearealer, fælles opholdsarealer og fælles funktioner.
  • Bæredygtigt byggeri vil blive taget med i betragtningen ved ansøgnings materialet.
  • For at fremtidssikre mindre kvalitetsboliger i Billund By, vil projekter, hvor det påtænkes at etablere ejerboliger, være et højt vægtet vurderingskriterie. 

Billund Kommune vil indkalde køberen til et opstartsmøde med de relevante parter, herunder plan- og byggesagsteamet.

Billund By - Børnenes Hovedstad

Billund er en international by med 7000 indbyggere. Grundet de mange arbejdspladser i byen, kommer der mange tilflyttere både danske og internationale familier. Der er derfor et stort behov for familievenlige boliger i byen. Billund Kommune oplever et stort behov og efterspørgsel på boliger, der tilgodeser forskellige former for fællesskaber på tværs af familiemønster og alder. Vi har en voksende ældre generation, som efterspørger mindre boliger af høj kvalitet. Den kommende bebyggelse på Tøndebåndet skal være det gode alternativ til parcelhuset med den store have, til lejeboligen i rækkehuset, eller etageboligen i bymidten. Høj arkitektonisk kvalitet vægtes.

Billund er Børnenes Hovedstad. I Billund udvikler vi nye boligområder sammen med børn for at tilgodese børns ønsker for, hvordan man bor, bevæger sig og indretter grønne områder. 

Det nye boligområde vil give Billund et attraktivt boligmiljø, hvor det er godt at bo og vokse op. Biodiversitet, klima og bæredygtige byggematerialer er emner, der bliver lagt væk på i Billunds kommende boligområder.

Billund ønsker at skabe mangfoldige boligformer, der styrker byliv og fællesskab.

Oversigtskort

Lokalplan 312

Jordbundsundersøgelse i vejforløb på Møllevej

Frigivelse af areal efter arkæologisk slutundersøgelse