Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Sol, sommer og skolestart

Velkommen i skole til nye elever og medarbejdere såvel som til alle vi kender. Hedebølgen har ramt Danmark, og skolen starter – alt er ved det gamle.

Billund Kommune er fremtidens legeplads. Leg, kreativitet, læring og dannelse er nøgleord for os - og det kan mærkes. Vi har en legende tilgang til måden, vi arbejder, lærer og samarbejder på. Leg er i vores øjne helt essentielt for barnets udvikling. I oplever derfor hos os spændende og inspirerende lege- og læringsmiljøer både ude og inde, hvor der er fokus på fællesskaber og det enkelte barn. Vi indretter omgivelserne, så I selv kan give legen indhold.

Vores vision er, at børn lærer gennem leg og bliver skabende verdensborgere. I skolerne kalder vi det Playful Learning, og vi har stærke samarbejdspartnere til at hjælpe os med den fortsatte udvikling. En stor donation fra LEGO Fonden vil hjælpe os med at skabe et grundlag for en langtidsholdbar skoleudviklingsproces.

Når Playful Learning udbredes til kommunens skoler over en 6-årig implementeringsperiode- 2020-2026, sker det med respekt for skolernes lokale indsatser og i samarbejde med skoleledelser og medarbejdere. Skolerne har i foråret indgivet høringssvar, og alle skoler bakker op, men et så omfattende projekt vækker naturligvis mange spørgsmål hos ledelser, medarbejdere, forældre og børn.

Der er mange nuancer at tage hensyn til, da børn trives forskelligt i forskellige undervisningsformer. Derfor har vi også været særligt opmærksomme på, at Playful Learning organiseres og planlægges i samarbejde med de lokale skoler. Herudover har vi et stærkt fokus på fortsat støtte i den forandringsproces, skolernes ledelser og medarbejdere vil gennemgå, så alle kommer til at opleve den kommende proces som både meningsfuld og lærerig.

Et vedvarende fokus på elevernes evne til at lære, samarbejde, udtrykke sig om deres læring og muligheden for at bringe deres kreative kompetencer i spil, er substansen i en skolehverdag, der meget vel kan se anderledes ud end den, vi andre husker fra vores egen skoletid. Måske bliver der i fremtiden bedre muligheder for at fordybe sig i mere sammenhængende læreprocesser, der ikke hele tiden afbrydes af ringeklokke eller fagskift. Ambitionen er, at styrke engagementet ved, at eleverne kan lade sig opsluge af deres igangværende aktiviteter, og derved opnå en dybere læring der hænger ved. At kunne anvende det man lærer i praksis er en stærk motivationsfaktor, og lærer man med afsæt i en legende tilgang, vil det være yderligere motiverende.

Jeg startede med at skrive, at alt er ved det gamle. Det passer jo ikke helt, for Corona har sat sit aftryk for os alle. Vi må hjælpe hinanden med at holde afstand og sikre god hygiejne, ligesom jeg håber på forståelse hos alle, når hverdagens tilrettelæggelse lægger hindringer i vejen for det vi betragter som naturlig adfærd og samarbejde.

 

I ønskes alle en god skolestart.

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre