Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Nyt år, ny skole – igen

2019 er i fuld gang, og det er ændringerne af folkeskolen også. D. 30. januar udsendte ministeriet pressemeddelelse om det nye skoleforlig, og kunne her annoncere en kortere skoledag, flere fagtimer, færre vikartimer og en styrket læseindsats, som nogle af de væsentligste punkter.

Lige nu arbejder vi på at få overblik over den nødvendige tilrettelæggelse, og skolernes økonomi fra august og frem, som følge af forliget. Ligeledes arbejder vi på at sikre en god og hensigtsmæssig busdrift, der tager højde for en kortere skoledag, også for de mindste. Ikke alle skal videre i SFO, og de skal jo så kunne komme hjem.

Forligets indhold lægger op til, at vi sammen kan gøre en god skole bedre, og det vil jeg opfordre til, at vi alle understøtter. Det går ellers ikke dårligt for folkeskolerne i Billund Kommune. I januar kunne vi nok engang notere os en fin placering i top 10 på CEPOS liste over skolernes præstationer, målt ud fra elevernes baggrund, og en række aktiviteter har ramt avisspalterne med positiv omtale af bl.a. de gode resultater i First LEGO league og bakterielle mælkesyre opdagelser i masseeksperimentet. Lad os bare få nogle flere af disse gode historier frem.

2019 vil byde på endnu en international resultatundersøgelse, som senest blev afviklet i 2015. Der er tale om TIMMS (Trends in International Mathematics and Science Study). Sidst fik Danmark en fremmelig placering, og vi kan derfor se frem til undersøgelsen med en vis optimisme. Danmark deltager med elever på 4. klassetrin, og testen gennemføres fra marts til maj 2019. Skolerne udtrækkes, så der sikres et repræsentativt udsnit, og fra Danmark deltager ca. 5.500 elever. Om lige netop jeres skole deltager, orienteres der om på skolerne.

Det er også, som tidligere omtalt, i 2019 at Skoleintra forsvinder, og erstattes med Aula. Som ved alle overgange og ved implementering af nye systemer, må det forventes, at der opstår ting, der ikke kunne forudses, og mon ikke vi må forvente at skulle bruge efteråret på at få alle brikkerne til at falde helt på plads. Tanken med Aula er at skabe bedre kommunikation - ikke mere kommunikation.

Billund Builds Development er veloverstået, og de erfaringer vi gennem årene nu har fået i at arbejde med eksperimenterende og undersøgende tilgange, vil vi fortsat søge at styrke og implementere i den daglige pædagogiske praksis.  Uagtet at vi ikke deltager i det landsdækkende forsøg om teknologiforståelse i skolen, vil vi sammen med LEGO Fonden søsætte pilotprojekter, der skal hjælpe os til at udvikle på vores LEIS (LEGO Education Innovation Studio) lokaler og eksperimenterende metoder og teknologiforståelse, så det fortsat er en integreret del af fagrækken, ligesom Vorbasse lægger skole til udviklingsarbejde om en mere projektbaseret og undersøgende pædagogisk tilgang til læring og undervisning. Alt sammen elementer der lægger sig i forlængelse af de mange gode resultater, der er kommet ud af Billund Builds. Læs og se mere om Billund Builds her: https://billundbuildsdevelopment.boerneneshovedstad.dk/

Med gode forhåbninger og en hilsen til forårssolen kan vi se frem mod lysere og varmere tider:

Benny Andersen.

Det er forår og alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner, blir jeg ung!

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre