Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Jeg holder af hverdagen

”Mest af alt holder jeg af hverdagen Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt - der alligevel ikke er helt så kendt - Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter.” En sportssommer er slut og de skolefolkelige fællesskaber åbner igen. Velkommen til et nyt skoleår, og en særlig velkomst til I der er nye elever, forældre, medarbejdere eller ledere.

Indledningen er Dan Turrèls. For mig af se er den et udtryk for nødvendige holdepunkter, i en tilværelse der er kompleks. Selv huslejeopkrævningen og opvasken kan være et udtryk for ro, stabilitet og genkendelighed.

Forandringer i både skolelivet og hverdagslivet er uomgængelige, men holdepunkter og stabile strukturer er nødvendige. Nu åbner skolen atter en gang, og vi håber ikke, det bliver nødvendigt at lukke for meget ned igen i løbet af skoleåret. Coronarestriktionerne er i opblødning og hverdagen kan finde tilbage til et mere genkendeligt leje.

Vi må være opmærksomme på hverandre, og støtte og styrke hinanden i bestræbelserne på at genfinde rutinerne og arbejde med de uomgængelige forandringer. De skolefolkelige fællesskaber er karakteriseret ved, at både børn og voksne er motiverede, engagerede og begejstrede. De elementer kommer ikke altid af sig selv, men kræver en stor indsats i et stærkt samspil. Afkastet er i sig selv motiverende: Trivsel og udvikling af både viden, færdigheder og kompetencer.

Med den store opbakning og den dedikerede indsats, der er til og i folkeskolen i Billund Kommune, ser jeg med fortrøstning frem til, at vi får et godt og givende skoleår.

Dan Turrél får også det sidste ord:

” Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen”

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre