Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Hjemmeskolen uge 3

Vi er på vej ind i den stille uge - passionen, den uge der fører frem mod påsken. Stille har der ikke været rundt i hjemmene, hvor ungerne har fyldt hverdagen med en kombination af skoleliv, fritidsliv og familieliv. Lad os håbe at den gryende optimisme snart lader den rigtige hverdag indfinde sig igen.

Verden er en anden, end den var for en måned siden, og det er ikke til at sige, om vi kommer tilbage til fremtiden med et genkendelsens blik eller med mere varige forandringer.

Med et blik på en forandret verden skrev Aakjær i 1912 i Ræbild Kantaten:

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Verset her, ja endda digtet i sin helhed, taler til os i en situation hvor der måske er brug for stilhed. Kan vi bruge den stille uge frem mod påsken til at finde en fælles stilhed, der giver fred i sindet? Der giver vores, til tider, lidt urolige hjerner mulighed for at slappe af, geare ned, have blik for hverandre? Vi får brug for at mobilisere flere kræfter efter påske, når vi forhåbentlig begynder at opleve en gradvis genåbning af skolerne. Ellers brug Aakjærs digt som en stille aftensang i familien, der bliver sunget meget for tiden.

På skolerne er vi ved at forberede gensynet, og vi glæder os til igen at kunne holde skole. Endnu engang vil jeg sige jer alle en stor tak for den store indsats, der er lagt i arbejdet med hjemmeskolen. Det er vanskeligt for alle parter.

Vi venter nu spændt på Statsministerens planer for den kommende tid. Vi lægger vores planer med afsæt i de nationale forordninger.

Vores nødberedskab er intensiveret og flere møder frem. Der er nu også etableret et døgnberedskab, for de der har forældre, der er nødsaget til at arbejde om natten, og hvor de sædvanlige familierytmer er blevet brudt så kraftigt, at børnene er nødt til at sove i dagtilbud eller skole.

Jeg ønsker Jer alle en glædelig påske.

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre

 

Når I taler med de mindste børn om Coronakrisen kan denne lille bog måske være Jer til hjælp - her gengivet med tilladelse fra Milton ATW ApS: