Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Godt nytår og velkommen tilbage i skole

I ønskes alle et godt nytår. De skolefolkelige fællesskaber er fortsat udfordret af særlig organisering og restriktioner, men ønsker og ambitioner er intakte. Børnene har brug for fællesskaberne, og vi glæder os til at se jer igen.

Så er vi i gang igen, med de begrænsninger der nu er som følge af de særlige Coronaforhold. Vi må få det bedste ud af hverdagen, og glæde os over muligheden for at kunne holde skole. Hjemmetestningen er nu introduceret, som et supplement til testsetuppet i skolen, og myndighedernes tilkendegivelser om at blive testet og at tage vaccinen står med uformindsket styrke - vi skal passe på hinanden. Hold øje med skolens AULA hvor den målrettede kommunikation om netop din skole vil være at finde. 

Undervisningen vil i den kommende tid være organiseret med afsæt i klassefællesskaberne, og ambitionen er at undgå for megen sammenblanding. I SFO bliver det ikke nødvendigvis klasseopdelt, men dog i faste grupper. Skolens indhold og den enkeltes faglige og personlige udvikling udfordres hver gang, vi skal justere hverdagen. Jeg håber, at vi, selv med en forventelig smittestigning, kan få lov at holde skole på skolen, og at problemerne vil klinge af hen mod de lysere tider. 

Den faglige udvikling vil fortsat være i fokus, og der vil være høje forventninger til alle elever. Lad os støtte eleverne i deres bestræbelser på at blive indsigtsfulde og kompetente, hvad enten det er med afsæt i den hjemlige arena eller i skolen - det er sammen vi kan gøre forskellen. De gode rutiner fra juleferien, med højtlæsning og fordybelse, samtaler og refleksion, kan med fordel fortsættes og gøres til en del af hverdagen.

I skolen vil 2022 byde på endnu mere læring gennem leg. Udviklingsarbejdet i Playful Learning vil brede sig til flere skoler og til flere elever, og langsomt vil alle opleve, at det bliver sjovere og endnu mere meningsfuldt at gå i skole. Det bliver også hårdt og udfordrende, som med al anden forandring, og det kommer til at kræve noget af alle. Det er også, når vi bøvler, og har konstruktive kontroverser, at læringsudviklingen viser sig. 

I Hejnsvig kan man forvente, at hverdagen inden længe bliver særligt bøvlet. At bygge en ny skole, mens man tager den gamle ned, vil kræve en helt ekstraordinær fleksibilitet og tålmodighed. Disse særlige forandringer vil med stor sikkerhed føre frem til noget helt unikt og fantastisk, og det vil nok være værd at vente på.

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre