Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Børn formidler til børn – B2B

Vi har en prioriteret og dedikeret indsats i forhold til børns formidling til andre børn i et læringsperspektiv. I flere år har der været arbejdet med kulturcrew, og nu har vi også mediecrew og trivselsambassadører.

Arbejdet med mediecrew tager sit afsæt i den digitale strategi for Billund Kommunes skoler og de arbejder ud fra denne mission:

På hver skole organiseres et elevinitieret mediecrew, der fungerer som et supplement til det pædagogiske personales digitale kompetencer.

Det handler altså om, at bruge elevernes kompetencer på lige fod med de voksnes, med det sigte, at andre børn lærer at bruge de digitale værktøjer bedst muligt, men i lige så høj grad for at styrke de elever der har fået opgaven som crew. Det at tage et medansvar for læreprocesser der retter sig mod kammeraterne kræver empati og gode samarbejdsevner, og konsoliderer den viden crewet besidder i forvejen. Vi oplever, at eleverne motiveres af læringssamspillet med andre børn, at crewet vokser med opgaven, og finder det værdifuldt at kunne give et reelt organisatorisk bidrag til skolens udvikling.

På folkeskolerne arbejder vi med Microsoftbaserede løsninger, og vores office platform er den skybaserede office 365. For at få det optimale ud af løsningen, ønsker vi at professionalisere arbejdet med office 365, og har derfor indledt et samarbejde med Microsoft DK om, at hjælpe os blandt andet med uddannelsen af vores elever. I den sammenhæng bliver også vores mediecrew en central aktør, og de vil få særlig opmærksomhed i forhold til, at kunne understøtte arbejdet med de digitale værktøjer, der knytter sig til officemiljøet. Vores IT leverandører vil bidrage til mediecrews udvikling, og der bliver arrangeret studietur for gruppen her i foråret, så arbejdet med at motivere, og kvalificere mediecrew kommer til at danne et solidt grundlag for den videre udvikling af vores strategielemet om den digitale skole.

For at styrke trivlsesarbejdet i skolerne arbejdes også med B2B formidling. Under overskriften Super tanker og hjerte kraft – trivsel i børnehøjde, har der de seneste skoleår været aktiviteter i en indsats der er udviklet af Børn til Børn, som danner grundlag for Billund Kommunes uddannelse af trivselsambassadører på 4 klassetrin på flere af kommunens folkeskoler.

 

I et samarbejde mellem Billund Kommune, Body Mind Academy og deres Kidz Academy undervises børnene i at blive stærkere indeni, ved at dyrke og styrke deres personlige og sociale kompetencer. Børnene kalder det; at tænke SuperTanker og bruge deres HjerteKraft.

 

Børnene har lært Body Mind Academy at få undervisningen ned i børnehøjde, på den måde vi i voksenhøjde kalder læring gennem leg. B2B er omdrejningspunktet i hele forløbet, da der ikke findes noget stærkere end når børn anerkender, inspirerer og lærer af hinanden. På forløbet læres et fælles trivselssprog, og herigennem skabes en fælles referenceramme, som er fundamentet for en stærk trivselskultur. Et forløb som er bygget op omkring 3 moduler, og som involverer hele årgangen, udvalgte ambassadører og de voksne. Også forældrene kommer på banen i forløbet, der strækker sig over 12 uger.

Ved at arbejde systematisk med formidling B2B, er det ambitionen at styrke arbejdet med elevernes leg, læring, dannelse, kreativitet og trivsel i udviklende fællesskaber. Derved rettes børnenes kompetencer mod fremtidens samfund.

 

”Nogle gange er det de mindste ting, der fylder mest i hjertet.”  - Peter Plys

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre